Tivoli_1893

i.

Stierne ved Stadsgraven, hvor der sent paa Aftnen var saa mennesketomt. Og dér faldt man i Tanker . .. om Tivoli. Hvor k u n d e her ikke være forunder­ ligt dejligt, om ikke Ter­ rænet Aar for Aar var ble­ ven saa skaanselsløst be­ klippet! Hvor kunde her ikke være æventyrrigt! Nu løber man paa tjærede Plankeværker, og over Plan­ keværkerne kigger jævne borgerlige Haandværker­ huse ind i den oplyste Have. Det store massive Hospital glor næsvist paa en og hypnotiserer traurige Tanker fre m . — Men hvordan har der ikke været og hvordan kunde der ikke være . Dér laa Stadsgraven før bred og blank, med favne- dybt Mudder, døsig og fredelig i sin Magtfølelse. Den Gang gled der klun­ tede Baade bort fra Lyset ud i et Mørke, som Volde­ nes Træer befolkede med sære Skikkelser. Og Blæ­ sten blæste tyste Melodier i Træernes Kroner og Bu­ skenes Løv. Mørket Rorkarlens op­ smøgede Ærmer, den klun-

62