Tivoli_1893

Det er nu en Gang et letsindigt Søndagsbarn, der elsker lyse Festklæder. Det trækker i Sommertøjet, længe før Somme­ ren kommer. Og det frister andre til samme Letsindighed. Thi naar Tivoli siger: »Kom ind og se, hvordan Sommeren klæder mig«, saa kommer hele den faste Stok af trofaste, der gaar i Tivoli, hver Gang de ikke ved, hvor de skal gaa hen. De Folk bliver aldrig klogere, uagtet de har en aare- lang Erfaring for, at det bliver Vintervejr den Dag, Tivoli rider Sommer i By. Det er Tøvejr, naar Dagen begynder, men det bliver Frost, inden den ender. Og det blæser den Dag. En Storm, der hvirvler Byen rundt med Favnen fuld af Kulde og præcis Kl. 4 stiller ved Tivoli. Naar Portene smækkes op, tager den fat, kyler det ventende Folk gen­ nem Sideindgangene og stormer selv — blæsende ad Entreen — gennem Tælleapparatet. Og inde i Haven rusker den i Træerne, saa de tyndt paaklædte Grene piber og klynker. Haven fejer den over saa rent, at den bliver den nydeligste Danseestrade at se til. Og Kulde kiler den ind alle Vegne, saa den ikke vil ud igen. Alt bliver prøvet. Der er dem, der løber Væddeløb — uden Tilladelse og uden Præmier — rundt om Kunstnerplænen, hvor Akrobater hænger og klasker mod hinanden, som Tøj til Tørring paa Stilladset, der ryster af Kulde og Alder­ dom. Man beundrer C. C. Møller og hans tapre Mænds kuldeknusende Ligegyldig­ hed. De lykkelige! De kan holde ud, mens vi andre lider, hærdede som de er i Øvel­ sen. De er jo selv Bl æ s e r e allesammen. Saadan omtrent gaar det til, naar Tivoli holder Aab- ningsfest og vi rider Sommer i By. Men vent blot et Par Uger længere! Saa mylrer de frem, de milde, lysfunklende, glade Aftner, Slag i Slag, i Plænen.

49