Tivoli_1893

M a n g jø re fra P o l t il P o l b ek je n d t, se lv K o n g e n h a n s V æ rd m aatte san d e, th i C a rsten se n h a n er g jo rt t il A gen t, m an ju b le r ve d K a lle b o d stran d e . H. C. Andersen var elskværdigere mod ham og skrev følgende velmente lille Stambogsvers:

„S om v ild so m F u g l I)u flere (la n g e fløj b o rt fra D it H je m , fra vo re g rø n n e Ø er, og B læ ste n peb, og S k ra m le t g jo rd e Støj, det fe rsk e H v e rd a g s liv h a r slem m e Søer. N u fly ve r D u ig je n , m en m ere stæ rk, v i k en d e D it T a le n t, som D u d et ken d er. D u v iste V illie — og v i se D it V æ rk , E t G læ d e sb lu s h e r det i Ø jet b ræ n d e r; g o d t er D it H je rte , D u h a r U n g d o m s H u , h vo sv in g e r G læ den s T ry lle s ta v som D u ? “

Fra 1848 var Carst.ensens Rolle udspillet i Tivoli. Han havde af Bestyrelsen ladet sig overtale til at nøjes med Procenter af ATeiioindtægten i Stedet for af RnfWoindtægten. Da Sagen forhandledes, sad en af hans Brødre i Værelset ved Siden af, for at stive ham af. Men dog lod han sig overtale af denne Bestyrelse, der senere viste sig saa uende­ lig smaalig overfor ham. Hvor slet Forholdet var, faar man Indtrykket af. da Kristian den 8de blev bisat. Da stod Striden om, hvormange Fribilletter Carstensen maatte raade over til den Musiktribune, hvorfra en Sørgemarsch skulde spilles, naar Kongens Lig bares forbi Tivoli. Da Krigen brød ud, drog Carstensen med som Løjt­ nant. Han sendte kort og godt Tivolis Bestyrelse Meddelelse om, at nu drog han i Krig; gik Krigen heldig, saa der skulde arrangeres Glædesfester, kunde man sende Bud efter ham ; saa skulde han nok komme. Bestyrelsens Svar var at nægte ham enhver Gage. Og da han kom hjem og for­ langte en Generalforsamling, fik han den kun mod selv at betale Omkostningerne til Lokale og Lys. Yderligere kunde Smaaligheden vanskelig drives. Med 85 Stemmer mod 3 godkendte Generalforsamlingen Bestyrelsens Handlemaade. Carstensen var forpint af Striden og han var økonomisk 17