Tivoli_1893

Kammeraten bemærker hertil:

„ N u k o m m e r en d o b b e lt D a m p sk ib sfa rt i S ta n d sn a rt o ven i K jø b e t, sa a tæ n k e r je g v ist, at den sid ste R e st a f T iv o li g a a r i L ø b e t.“

Han faar den misfornøjede til at sælge sig Aktierne; men da han bagefter griner saa smørret og den misfornøjede spørger om Grunden, lyder Svaret:

„ Ja , H a n se n , je g sid d e r og tæ n k e r paa, det e r d og i G ru n d e n d et bedste,

at m a n fo r at kom m e i T iv o li ej b e h ø ve r D a m p e lle r H e ste.

S a a læ n ge K la m p e n b o rg lig g e r sa a fjæ rn t, a t F o lk m aa se jle og age, m aa d og b estem t fo r T iv o li de gaaen de b liv e tilb a g e .“

Denne stærke og stadig tilbagevendende Modløshed havde nær fuldstændig taget Livet af Tivoli i 1845. Det Aar var Besøget daarligt og Vesterbros Teater, som Tivoli havde lejet, gav betydeligt Underskud. Da var »Tivolis forfaldne Affærer« almindeligt Samtaleæmne og de ængstede Aktionærer forhørte sig daglig med beklemt Hjærte hos Bogholderen om den foregaaende Dags Indtægt. Der var ogsaa det Aar Grund til Angst, thi Underballancen var 10,000 Rdl.; men 3000 nye Indskudsaktier a 4 Rigsdaler skaffede Aktionærerne 65 Skilling pr. Aktie, og Tivoli red­ dede Livet. Carstensen var i de Aar Sjælen i Tivoli. Han var Selv­ hersker, fri for alle Komiteer. Han var i aarvis hver Dag per­ sonlig tilstede i Tivoli. Han selv ledede alt. Fin og elegant spaserede han om derinde, delende ud af det meget Guld, han tjente saa let. Ofte indfandt han sig en Formiddag hos en og anden af de mindre Beværtere, forlangte en Flaske Champagne, drak et Glas og gik igjen. Han vilde blot unde sine Lejere lidt Fortjeneste. Han selv tjente glimrende. Han havde jo Bevillingen 15