Tivoli_1893

Ingen Gæster er sikrere end disse; lad dem være nok saa løse, de staar dog forrest i Rækken blandt det faste Publikum, disse vor syndige Jords forfløjne Smaafugle, der ikke arbejder og ikke saar og dog finder Feden for hvem Dagen begynder, naar Lygterne tændes. Og er blot Kinden lidt frisk, og ligger Øjnene ikke altfor hult, har Sminken visket Rynkerne ud og givet Kinden Rosens bestikkende Farve, saa finder Galleriet let sit Publikum paa Gulvet. Og naar Klokken slaar 12, flyver de afsted, hver med sin Mage. I et Nu er de forsvundne — hvem ved hvorhen? — — Skulde det hænde, at »Kisten« en Gang jævnes med Jorden, er intet vissere, end at det vil vække sviende Fornemmelser i mangt et Københavuer-Hjærte. Maaske Byens Borgere ikke aabenlyst vil give deres Sorg tilkende, i Stilhed vil de dog knuse en Taare. Og i tusender vil de kunne tælles, der sender en Krans til »Kisten«, en Krans, hvorpaa der staar, som der stod paa den Krans, en Sanger­ inde en Aften fik tilkastet fra en krænket Bejler:

/«

» F a r v e l D u h æ r e G a m l e

102