Tivoli_1893

Men Damerne behandlede man galant og Hansen lo man af, naar han med saftigt Humør gav »Skomerdrengen« Men mer end nogen anden vakte Miss Ell a W i l s o n Begejstring. Saa nydelig, indtagende og pikant var hun, med et saadant Perle-Humør og Liv i Sangforedraget, at kyndige Kjøbenhavnere paastaar, hendes Mage ikke er set eller hørt hverken før eller siden. Hun sang fra først af kun engelsk, men lærte efterhaanden sine Beundreres Sprog; hun skaffede »Dumme Peter« et Ry, saa det ganske Land sang Omkvædet, allevegne hørte man den Gang, at »intet er saa yndigt som en Maaneskinstur«, og til Landets fjærneste Afkroge »gik Ballonen den forkerte Vej.« Det Savn, hun efterlod, vilde Rantzau erstatte med den navnkundige Miss Biirkl. Han fik hendes Fotografi. Hun var ung og blomstrende, og Rantzau sendte hende Penge til Rejsen fra Amerika. Ankomstdagen staar han paa Per­ ronen for at modtage hende. Toget er kommet, han søger overalt, men hun synes ikke at være med. Han vil just gaa sin Vej, slukøret og gnaven, da en ældre Dame stand­ ser ham og spørger: »Er det ikke Direktør Rantzau?« »Jo, og det er maaske Mrs. Biirkl. Har Fruen ikke sin Datter med?« »Min Datter? Hvad mener De?« »Ja maaske jeg tager fejl. Men er De ikke Moder til Miss Biirkl, den berømte Sangerinde? De ligner hende paafaldende.« »Jeg er Miss Biirkl selv!« Færdig! Det var et 10 Aar gammelt Fotografi, Miss havde sendt ham. De mellemliggende Aar havde taget saa ublidt paa hende, at Rantzau ikke turde lade hende op­ træde. Han gav hende Rejsepenge til Hamborg, hvor hun en Tid ernærede sig som Blomstersælgerske; dér blev hun for nogle Aar siden funden død paa Gaden, død af Sult. Men Rantzau kunde ogsaa nok undvære Fremmede. Naar han engagerede dem var det mere for at skaffe sig selv lidt Pusterum og Publikum lidt Afvexling, thi hans Sange var og blev dog »Kisten«s Alpha og Omega. 96