ThovvaldsensMuseum_1895

Værelse VIII.

sammen, naar So l gaar ned. Benene ligger korsvis over hinanden, Vingerne er samlede, Haaret er omvundet med et Klæde, under hvis Rand nogle Valmuer (Søvnens og Dødens Blomst) stikker frem, Hovedet er sænket mod Brystet, som i let Slummer, Øjenlaagene er lukkede, og i sine Arme holder hun, tæt ind til sig som en øm Moder, de to Børn, Søvn og Død, der hører hende til. Saaledes d a l e r hun — Forgevandtets Kast viser det — ned over Jorden og bringer F red og H vile til den trætte Menneske­ slægt og til hele Naturen. — I Modsætning hertil svinger D a g e n sig op efter strøende Morgenrødens Roser over Jorden. Med spredte Fødder og bredte Vinger, med løf­ tet H oved og løste L o k k e r gaar det af­ sted i luftig Dans. D e r er Jubel og F art i hver F o ld af det flagrende G evand t;

smilende vender hun Hovedet om mod den lille Genius, der hæn­ ger ved hendes S kul­ der og løfter Lysets F ak k e l højt; og Lyset væ lder ud over Jor­ den og væ kker Men­ neskene til nyt L iv og ny L y k k e . De er

skønne begge to, men „N atten“ er dog skøn­ nest, dybest i Følelse og Stemning, ædlest i Form er og Lin ier. „Natten“ er ogsaa modeleret fø rst; „D a g e n “ frem­ stod som et Sidestykke dertil. „Natten“ er et Udslag af det Tungsind, der var en af Grundtonerne i T h .s Væsen. Dette Tungsind kunde til T id e r komme saa stærkt over ham, at han endog blev ude af Stand til at arbejde. Men naar det saa atter svandt, brød Evnen og Lysten til at arbejde frem med dobbelt K raft. Det v a r under en saa- dan mørk T id , at han i Somren 1815 efter en søvnløs Nat, stod op for Solen og i Lø bet af nogle 'Timer mode- lerede „Natten“ og deri nedlagde al den Vemod, der saa længe havde fyldt ham. O g han arbejdede Tungsindet af D agen.