ThovvaldsensMuseum_1895

Værelse VIII.

89

Forbilled e delvis taget Stilling og Dragt. Men alt, hvad der heri er stift og livløst, har i hans F ig u r faaet L iv og Bevægelse. Han har for en Gangs Skyld ombyttet Pro- metheus’ Rolle med M inervas (se Basr. „Prometheus og M inerva“ i Værelse V I), har gydt nyt L iv i den gamle Form , givet Figuren et aandeligt Indhold, den ikke havde, gjort den til et selvstændigt plastisk Kunstvæ rk, medens den før kun v a r en D el af et arkitektonisk Ornament. I første Ø jeblik synes Statuen noget u f r i; men straks efter kommer den skridende imod E n med en egen Højtidsfuld- hed, let løftende den lange Klædning med venstre Haand og rækkende den halvt udsprungne Blomst, Haabets Sym ­ bol, frem i højre. Figuren virk e r fornemmelig ved det paa en Gang mystiske og højtidsfulde i dens Fremtræden. T a g e r man en anden af T h .s Kvindefigurer, Idebe f. E ks., er der en vis b o rg erlig H ygge over hende, som hun staar der med den fulde Skaal, ængstelig for at spilde af den, noget rent menneskeligt, som man straks faar fat i. Ikke saaledes med „H aabet“ . I denne skønne Skikkelse, der fremtræder med en Værdighed som en Vestalinde, er der intet saadant; hun synes en Gaade, man ikke kan raade, skønt Løsningen skulde være givet i N avnet; en mystisk Guddom i Kvindeskikkelse, et Ideal af Fuldkommenhed, hvo rfra alt tilfældigt og uregelmæssigt er fjernet. Det regelrette og symmetriske, den ranke Holdning, den sk ri­ dende Gang, de lange, lige Folder i Overklædningen, de ens ordnede K rø lle r i Panden og ned over Skuldrene, de klassisk regelmæssige T ræ k, det ligeud rettede Blik, alt dette giver Figuren et Præg af Idealitet, af Guddomsvæsen, som ingen anden af T h .s Gude-Statuer har. Medens Sym ­ metrien og Regelretheden i den gamle F ig u r skyldes Mangel paa kunstnerisk Udvikling, paa Evne til at frigøre Figuren, har T h . anvendt den til netop at forhøje det ideelle Præg, han ønskede at give sin Statue. Han saa, at der var en vis Storhed i den gamle, stiliserede F ig u r trods al U fri­ heden i Behandlingen, og han tog ikke fejl, da han troede, at den skyldtes den ejendommelige Regelmæssighed og Simpelhed i de store L in ie r og Former. Han overførte denne paa sin egen F ig u r og opnaaede virkelig ogsaa der­ igennem, hvad han tilsigtede. Han havde her gjort en Opdagelse, som fik Betydning for hans senere Kunst. Hans Tilbøjelighed til at give sine Statuer i enkle og