ThovvaldsensMuseum_1895

Thorvaldsens Kunst.

giver han en olympisk Ro, der ligesom lofter dem op i en overmenneskelig Sfære. Han soger aldrig den blotte Virkelighedsgengivelse, end ikke i sine Po rtræ tb yster; alligevel er han en udmærket Portrætkunstner. Han lægger kun liden Vægt paa Enkeltheder i Formen, Muskelbyg­ ningen er sjælden stærkt fremtrædende, og Hudoverfladen, Haaret eller Stofferne i D raperierne er næsten aldrig realistisk behandlede. Han betragtede det som noget uvæsentligt, til D els endog forstyrrende og skadeligt i F o r ­ hold til den ideale Skønhed i Helheden. Denne var ham det højeste. Han v a r en blod og fredsommelig Natur, der saa mildt og godmodigt paa L iv e t og Menneskene, og ikke uden Lune, sæ rlig naar Am or v a r med ; den Bitter­ hed og Mistænksomhed, der i en ældre A lder nu og da ytrede sig hos ham, horte ikke til hans inderste Væsen og kom aldrig til O rde i hans Kunst. Det v a r det rene, det gode, det skønne, han frem stillede, det onde og lastefulde fristede ham ikke, h vo r karakteristisk det end kunde være. F ig u re r som „Ju d a s“ og „L ø g n e n “ forekommer et Par Gange i hans Basrelieffer, men uden dybere K arakteristik; Begreber som „Natten“ og „D ø d en “ fremstilles som skønne Skikkelser, fulde af blid Ro, og i hans forskellige G ra v ­ mæler er Sorgen over den afdøde dejligt skildret, men mere som stille Vemod end som Fortvivlelse. S k ik ­ kelser, som L iv e t har udslidt gennem store L id e lser eller fortærende Lidenskaber, har han aldrig geng ivet; for ham lader den Skønhed, det er værd at fremstille, sig kun fo r­ ene med en Ungdom, der umiddelbart fyldes af L y k k e ved L ivet, eller en Manddom, der i Følelsen af sin Styrke er sig sit Væ rd bevidst. Hans skønneste Statuer er alle unge Skikkelser, som Amor, Merkur, Ganymedes, Adonis, Hebe, Danserinden, Jason, Hyrdedrengen o. a. Kun enkelte Por- træ tligurer, Vulkan, nogle Apostle og B ifigurer til Johan­ nes Døberens G ruppe samt forskellige for Kompositionen nødvendige F ig u re r i Basreliefferne er ude over denne A lder, og af disse gjordes i det mindste Portrætfigurerne efter Bestilling“ . A f egen D rift syslede han, endog i sin høje A lder, helst med F igu re r, som Ungdommen giver sin Sødme, Styrke eller Ynde. Flan elsker Barnets buttede Fo rm e r og den smidige K raft i Heltens unge Lemmer, men højest dog Ynglingens og den unge Kvindes sarte, slanke, endnu ikke helt eller kun lige udfoldede Skønhed,