ThovvaldsensMuseum_1895

Thorvaldsens Kunst.

i ;

■og Lidenskab, der overvæ lder ham. D er er en vis E n s­ artethed over hans Væ rker trods deres Mængde og F o r­ skellighed i Motiver, men der er inden for denne Begræns­ ning en uendelig Rigdom, et Væld, der strømmer hele hans lange L iv igennem, lige frit og næsten lige frisk; ingen skulde tro, at der ligger over 40 A a r mellem „Ja so n “ og „H e rk u le s“, hans første og sidste Statue. Det, han vilde i sin Kunst, var at komme bort fra det overdrevne, det opstyltede, affekterte, det „akadem iske Sving som en S a b e l“, der stødte ham i Fortidens Kunst lige fra Michel- angelo til Canova, hans store Medbejler. Det, han til­ stræbte, v a r den rene Skønhed i de antike Billedhugger­ væ rker, der saa forunderligt vidste at forbinde det natur- lige og det ideale, hvis Menneskeskikkelser v a r saa fuld­ komne i deres Skønhed, at man ikke traf deres Mage i den virkelige Verden, men som alligevel havde et saadant Præg af Virkelighed, at de ligesom levendegjordes derved. Det v a r dette, han tog til Mønster i den antike Kunst, og han søgte de Form er derfor, som stemte bedst med hans egen Natur. I den første Ungdomsbegejstring begyndte han med at kopiere „Hestebetvingeren“ paa Monte Cavallo, en Statue, der er i stærk Bevægelse; han gjorde ogsaa Udkast til forskellige K am pscener; men i hans selvstændige Kunst er næsten alt, hvad der kan kaldes stærk Bevægelse, borte. Hans S k y herfor bragte ham efterhaanden til at simplificere endog disse Figu rers Stilling saa meget som muligt for at naa den størst mulige Ro i dem og deri­ gennem forhøje deres ideale Skønhed. Han beskæftigede sig i 1 8 1 4— 16 en Del med den ældste græske og ægyp­ tiske Kunst, i hvilken Figuren altid har en ejendommelig Ufrihed i Stillingen, en Ret-Stilling, der skyldes Ube­ hjælpsomhed i den kunstneriske Fremstilling. Denne Ret- Stilling giver imidlertid Statuen ligesom et mere monumen­ talt Præg, og T h . optog den derfor i omdannet Form og anvendte den først ved den mærkelige, skønne Statue „H aab e t“ og senere delvis i flere af sine store Statuer. Betegnende er ogsaa det, at han aldrig har fremstillet en Kampscene, skønt de græske Gudesagn og Iliaden, hvorfra han hentede s^aa mange Motiver, vrim ler af saadanne. Det højeste, han d river det til, er en stærk Sindsbevægelse og da oftere Vemod end Vrede og Lidenskab. De ædle og blide Fo le lser tolker han hyppigst og helst; sine Statuer