ThovvaldsensMuseum_1895

Korridoren.

I I 2

blander det antike Genius-Begreb med senere T id e rs F o re ­ stilling om Døden som tilintetgørende Magt. Som saadan e r det rigtigt, at Dødens Genius (eller Engel) vender L iv s ­ fakkelen om og slukker de,n — ligesom den antike G ra v- genius paa mange Sarkofager — eller holder de søvn- bringende Valmuer hen foran den døende; men naar han tillige selv lukker Øjnene som i Slummer og sørgende læner Hovedet mod Fakkelen, synes dette at være en A f­ spejling af den døendes Stemning og Tilstand, der kan passe for hans egen Genius, hans Skytsengel, der lever med ham og lider med ham, men ikke paa Døden, der repræsenterer Tilintetgørelsen og uden Medfølelse for, hvad den træder ned, gaar sin ustandselige Gang hen over alt levende. T h .s Dødsgenius er en skøn og stemningsfuld, men uklar Skikkelse; Knokkelmanden med Leen fortæ ller langt klarere, hvad Døden er. Denne Dødens Genius er anbragt paa Fodstykket af F y rs t Potockis Statue i K ra k o v Domkirke (se Væ relse X V ). Den modeleredes i Rom 18.29. Nr. 616 (5te Pille). Gravmæle over to Søskende. — Dette ejendommelige Relief kaldte T h . selv „P aa Vej fra denne K lode til en anden“ . Motivet havde han faaet opgivet af Bestilleren, en polsk Fyrstinde Poninski, der omtrent samtidig havde mistet begge sine Børn. T h . tog ganske naivt paa det besynderlige Motiv, antydede de to K loder i Underkanten af Relieffet og anbragte den sø r­ gende Moder knælende paa den ene og de to Børn svæ­ vende i Luften over mod den anden. Og, besynderligt nok, men maaske efter Bestillerens Ønske, lod han de svævende afdøde være paaklædte i deres egen T id s D ra g ­ ter. Ved første Ø jekast tager navnlig den unge Mand, der skræ ver afsted gennem Luften iført en vid Kappe med Slag og opstaaende K rave, Benklæder og Sko, sig lidt underlig ud, men der er ikke desmindre Stemning i Figuren. Han er som betagen og blændet af Herligheden, han skuer for si g; alt bag ham er glemt; viljeløst lader han sig føre, som en blind føres, af den lille L ivets Genius, der med sin evig brændende F ak k e l peger paa den anden og bedre Klode, hvortil Farten gaar. Søsteren følger efter; hendes H igen gaar ogsaa did, skønt hendes H jerte endnu hænger ved den fortvivlede Moder, der søger at holde hende tilbage ved Fligen af hendes Hovedklæde. I et første Udkast til Relieffet (Værelse X X X I I I ) er Figurerne