TeknologiskInstitut_1906-1931

18 Kramp som Forfatter med en lille Pjece, der er interessant, fordi den viser, hvorledes den unge Haandværker havde for- staaet at tilegne sig Datidens lidt opstyltede Stil. Følgende lille Sprogprøve giver et godt Exempel: »Sandelig! saaledes, I Medborgere af Snedkerhaandværket, som ikke allerede er sunkne aldeles i Armod, saaledes synes ogsaa vore Udsigter, saaledes vor Løn. Vi have gennemgaaet en lang Læretid; for hvor mange af eder var den ikke streng, meget streng. I have anvendt eders skønneste Ungdomsaar til Læretid for en modnere Alders Høst, men — Høsten udebliver. Eders Ager staar gold, uden Grøde, opfyldt med Tidsler og Ukrudt« o. s. v. Det, der nu skulde hjælpe paa Standens sørgelige Kaar, var efter Kramps Mening en bedre Uddannelse baade i fag­ lig og intellektuel Henseende. Allerede efter at han 1831 havde udført Mesterstykke, begyndte han at virke for sine Ideer, der gik ud paa intet mindre end at oprette en Haand- værkerhøj skole. Det var jo imidlertid et stort Brød at slaa op, og Kramp nøjedes da ogsaa med foreløbigt at begynde indenfor sit eget kag. Den 18. Septbr. 1837 fik han dannet »Foreningen af Snedkere til Kundskabens Fremme i Professionens Theori«. Men Kramp vilde ikke blive staaende herved. Han vilde samle Haandværkerstanden til en Enhed, hæve den, skatfe den Kundskaber og Dannelse, saa den kunde indtage en vær­ dig Plads ved Siden af de andre Stænder. Det var paa de Tider en stor Opgave. Thi Haandværker­ standen var gennemgaaende selv saa overtydet om, at den var Underklasse, at det forekom den fantastisk, ja endog re­ volutionært at tænke paa at ville gøre nogen Forandring heri. Det var noget, som kun saadan en ung Spradebasse som Kramp kunde finde paa. Og hvad var han saa? En Sned­ kermester, som slet ikke hørte til de dygtigste, en Løjtnant, Visedigter, Skuespiller, der stræbte højere op, end han burde. En Haandværker skulde blive i sit Værksted, og naar bare han ikke der blev fortrædiget af Fuskere og Bønhaser eller af liberalistiske Beformforsøg, saa kunde alt gaa saa ud­ mærket.