StrengeTider_1943-49

Palle Roslyng-Jensen

84

Saadan ser forholdene altsaa ud for Skoleeleverne af 1945, og da man blev meldt ind i Skolen i 1935, havde man ikke i sin vildeste Fantasi tænkt sig no­ get i den Retning. Derfor, og ogsaa af mange andre Grunde, ønsker vi mere inderligt end før Fred. Det var altsaa Skoleforholdene i 1945, men snart slog Befrielsens gyldne Time, alt bedredes og naturligvis var det ogsaa et oplagt Stileemne, og her er det:37 "Danmark er atter frit” Endelig oprandt den dejlige og højtidelige Stund, vi alle længtes efter, da Danmark fik Fred og hermed atter blev frit. Fredag d. 4. Maj om Aftenen naaede det lykkelige Budskab den danske Befolkning. Jeg havde været ude at spadsere med min Veninde, og vi havde gaaet en dejlig Tur i Søborg Mose. Det var efterhaanden Tid at vende hjem og stor blev vor Forbavselse, da vi naaede Hyrdevangen og hørte Radioen drøne ud over Vejen samtidig med, at alle Altanerne var fyldt med Mennesker, der raabte til hinanden: ’’Hjertelig til Lykke. Det var vel nok dejligt!” Vi stand­ sede og spurgte, hvad der var paa Færde, og fik det uventede Svar: ’’Tysk­ land har kapituleret”. Efter den første Glæde og Omfavnelse styrtede vi op i Parkstykket, og da mødte os et smukt Syn, som jeg aldrig vil glemme. Hele Parkstykket var smykket med Flag, og i mange Vinduer stod der levende Lys. Da vi havde været oppe hos vore Forældre og ønske til Lykke, fik vi Lov til at gaa til Brønshøj og se paa Festlighederne. Det var i Sandhed festligt. Gaden var ét myldrende Hav af glade Mennesker og ud fra mange Vinduer straalede Lyset og oplyste Kørebanen fuldstændigt. Her var ogsaa nok at se paa. Store Biler, smaa Biler, Motorcykler og alle slags Køretøjer susede gennem Gaden. I Begyndelsen var vi ikke klar over, hvad det var, men efterhaanden saa vi, at de unge Mennesker i og paa Bilerne var bevæbnet, og vi var saa straks klar over, at det var Frihedskæmpere, der i flere Aar havde maattet holde sig skjult og nu endelig kunde træde frem i Lyset. Vi gik længe på Gaden og nød den dejlige Stemning. Det var, som om alle Folk kendte hinanden og følte sig som en stor Familie. Noget af det smukkeste, jeg oplevede den Aften, var noget jeg ganske tilfældigt saa. I et Vindue havde nogle Mennesker placeret deres Radio saaledes, at alle paa Gaden kunde høre den. En Minister havde lige talt, og de spillede nu Nationalsangen. Det var smukt at se, at alle de, der havde staaet som tilhørere, og alle de, der gik forbi, stod stille med blottede Hoveder til Sangen var forbi. Klokken var nu blevet mange, og vi havde faaet Besked paa ikke at komme for sent hjem, men inden vi fik kigget færdig paa Frihedskæmpere og Sporvogne, der standsede ved alle de nedlagte Stoppeste­ der og var saa ovefyldte, at selv paa Taget sad en masse Mennesker, var Klok