StrengeTider_1943-49

Midt i en mørketid 113 ledelse. I brevet havde flygtningen kritiseret adskillige forhold i lejren. Hun havde angiveligt beskyldt frihedskæmperne for tyveri fra flygtningene, lige­ som hun havde kritiseret forholdene på Kløvermarken, ’’hvor der skal være afgået 40.000 flygtninge ved døden”. I sådanne tilfælde var det lejrledelsens politik, at konfrontere brevskriverne med deres breve for at få dem til at un­ derskrive en tilbagekaldelse af alle påstande om forhold i lejren.101 Det skete også i dette tilfælde, men denne gang nægtede brevskriveren at tilbagekalde sin kritik. Lejrleder Harald Nielsen skrev derfor til Luftværnschefen og an­ modede om, ”at den pågældende flygtning straffes hårdt”.102 Det fremgår imidlertid ikke af lejrdomstolens materiale, om den hårde afstraffelse blev iværksat.103 Et andet forsøg på omgåelse af lejrcensuren fandt sted i august 1946, hvor en tysk afsnitsleder udsmuglede et brev til de engelske militærmyndigheder på Dagmarhus fra lejrens 12 afsnitsledere. Brevet, som er dateret 10. august 1946, indeholdt en klage over forholdene i lejren, samt et ønske om snarlig hjemsendelse til Tyskland. Afsnitslederne beklagede sig både over de elendige boligforhold og de usle latriner, men da det gik op for englænderne, at brevet var smuglet uden om lejrledelsen, rev de det angiveligt i stykker og smed det bort. Ledelsen på Kløvermarken fratog derefter den omtalte afsnitsleder sit hverv og straffede ham med to måneder i særlejr. Luffværnschefen forklarede overfor administrationen, at straffen ikke alene var en konsekvens af udsmug­ lingen af brevet, men også af afsnitslederens ’’illoyalitet overfor den danske lejrledelse”.104 De to sager viser, at lejrledelsen og Luffværnschefen ikke blot straffede flygtninge for at udsmugle breve, men også for illoyalitet mod ledelsen. Man ønskede ingen kritik, og da slet ikke, at kritikken skulle komme til offentlig­ hedens kundskab. I februar 1946 indskærpede Johs. Kjærbøl således overfor sine medarbejdere, at ’’ingen indenfor Deres område i Flygtningeadministra­ tionen ansat offentligt udtaler sig eller skriver om administrationen vedrøren­ de de tyske flygtninge, uden at jeg forinden har haft lejlighed til at gøre mig bekendt med manuskriptet”. Det var utvivlsomt et lidt desperat forsøg på at skabe ro i offentligheden om flygtningespørgsmålet, men hans instruks blev - fristes man til at sige - naturligvis opfattet som censur i en sådan grad, at forsøget på at fjerne fokus fra flygtningedebatten, ramte ham som en boome­ rang. Instruksen gav nemlig anledning til en heftig debat i medierne, og den 10. april —kort tid efter at Poul Henningsen 19. marts havde kritiseret tavs­ hedspligten i Politiken —måtte Kjærbøl med ryggen mod muren erklære, at han ikke havde haft til hensigt at censurere sine medarbejderes udtalelser.103