StormenPaaKøbenhavn_1659

Den svenske Belejringshær

Selv om Carl X Gustav havde i Sinde at vove noget usædvanligt for at tage København og gøre sig til Herre over Danmark med alle dets fristende Herligheder, saa blev han dog tvivlraadig, da han stod foran sit Maal. Var Fæstningen nu ikke for stærk til at kunne »berendes« uden nogen Forberedelse? Var Forholdene ikke totalt ændrede til Ugunst for ham, siden han var her sidst? Kort Tid inden han modtog Danmarks Krigserklæring, der var vedtaget paa Rigsdagen i Odense i Februar 1657, havde han fra sin svenske Resident (Gesandt) i Køben­ havn, Magnus Durell, modtaget denne opmuntrende Ind­ beretning: »Her findes hverken Konduite, Courage, Orden, Penge, Kredit eller Soldater. Landet staar aabent, de fleste Stæder ligeledes aabne. Flaaden er hverken bemandet eller udstyret med Ammunition. De, som her kaldes Office­ rer eller gemene Soldater, er kun uexercerede Mænd. Regeringen er ikke uden Tvedragt; Kongen er imod Raadet, og Raadet er delt; alle Undersaater er desperate.« Disse Udsagn havde jo bekræftet sig fuldkomment, da han stod foran København i Februar Maaned. Nu, ved Genkomsten i August, saa det ud til, at Befolkningen og dens Regering havde baade Konduite og Courage. De ofrede deres Huse og Vindmøller i Forstæderne til Flam­ merne — og sendte ham Røgen i Næsen. Ved Landgangen i Korsør havde Generalkvartermester Erik Dahlberg mødt sin Konge med en absolut opmuntren­ de Rapport om Tilstandene i Fæstningen København. Det var igen den kendte Historie om de tørre Grave, de for­ faldne Volde med den ganske ringe Bestykning (kun 6

6*

83