StormenPaaKøbenhavn_1659

Lynkrig mod Danmark

Carl X Gustav kom igen; det havde man ikke ventet. Folk var godtroende — dengang. Danmark havde jo lige faaet en Fredstraktat med Sverige, der var saa god som nogen Ikke-Angrebspagt. I denne berømte Roskildefred, som sluttedes i Høje Taastrup den 18. Februar 1658 og ratificeredes 8 Dage senere i Roskilde, staar i den første Paragraf, at Rigerne nu slutter »en stadig, evigvarende og uigenkaldelig Fred . . . og dermed og i Stedet igen oprettes, indstiftes og erholdes stadigt Venskab, godt Tillidsforhold, Enighed og trofast Naboskab, saa at hver af Parterne den andens Gavn og Bedste med Ord og Gerninger som sit eget befordrer og forsvarer.« Og nu hørte man til sin Overraskelse, at han — Fjenden — Søndag den 8. August ved Daggry var gaaet i Land i Korsør. Han havde uden at møde Modstand landsat godt 4 Tusinde Mand Fodfolk og 1200 Ryttere. Medførende 18 Feltkanoner rykkede denne Styrke frem ad Vejen mod København. Naar Kongen af Sverige slet ingen Modstand mødte paa sin Vej, skyldtes det, at han sagde, at han kom efter Aftale med Kongen af Danmark. Det var aftalt, at der ikke skulde ydes Modstand. Han kom nemlig for at hjælpe den danske Konge imod de danske Adelsmænd. Det med Adelen kunde lyde ganske troværdigt, for Frederik den Tredie levede i stadig K rig med Adelen, specielt med de Adelsmænd, der sad i Rigsraadet, og som havde ranet al Magt til sig ved Christian den Fjerdes Død. Og Svenskekongen havde lige saa stort Besvær med sine Adelsmænd hjemme. I den Henseende havde de to Konger

50