StormenPaaKøbenhavn_1659

Og hvilken Bonde, som først blev klar, Skulde hjælpe sin Nabo Gaard for Gaard. De Bønder, den Ordre saa vel forstod, »Vi gjøre ikke Pølse af dette Blod.«

Det var ligeledes en Aftale, at medens der ringedes med Kirkeklokkerne over hele Øen, skulde der ikke ringes med Rutskers og Ois’s Klokker, for at ikke Lyden skulde naa til Hammershus og advare Besætningen. I Visen hedder det nu: Denne Ringning var Signalet til det almindelige Blod­ bad og skulde ogsaa tillige tjene til, at de dræbte Sven­ skeres Sjæle kunde fare til Himmels ved Klokkeklang. Af den paa Øen værende svenske Besætning skal kun tolv være undgaaet Døden. De blev, da de bønfaldt Bøn­ derne, skaanede, men en saadan Skaansel fandt ikke Sted overalt. Et Sted, hvor fire Svenskere laa i deres søde Søvn, traadte Bonden ind med en Økse. En af Svenskerne vaag- nede ved Bondens Indtræden med Lampen i Haanden, og spurgte, da han hørte Klokkeringningen: »Hvad ringes nu for?« »For din arme Sjæl,« svarede den haardhjertede Born­ holmer, og i det samme knuste Bondens Økse Svenske­ rens Hovede, hvorefter de andre Svenskere ogsaa fik deres Bekomst. Et andet Sted slog en gammel Kone med egen Haand syv Svenskere ihjel uden nogens Hjælp. Man skaanede ligesaa lidt de højere Officerer, der var indkvarterede paa de store Gaarde. De Døde blev siden begravede i kristen Jord med brugelig Jordpaakastelse i Nordkanten af Kirkegaardene, hvor man endnu i Slut­ ningen af forrige Aarhundrede saa tydelige Spor af disse Begravelser, der kaldes »Svenskeknoldene.« I den gamle Vise ligesom i forskellige Optegnelser an­ gives Antallet paa Slagtofrene aldeles ens, nemlig 965. Da Prindsenskjold var dræbt, iførte Jens Kofod sig den faldnes Kappe og Hat, væbnede sig med hans Pi- 222 »Men der at Klokken om Natten var tolv, Begyndte den Ringen paa Bornholms Land.«