StormenPaaKøbenhavn_1659

det hørte under Danmark, hvilket med Guds Hjælp snart igen skulde finde Sted. Men nu blev Landshøvdingen vred. Han svor en fryg­ telig Ed, at dette skulde aldrig ske, og sagde, at da han mærkede, at et Mytteri var i Gære, saa skulde han sende alle urolige Hoveder, det vilde sige, alt Landets Mand­ køn, over til Sverrig. Men hans Vrede naaede den største Højde, da hans Ridefoged kom ind og meldte ham, at han havde set Indbyggerne væbnede flokke sig i Gaderne. Jens Kofod og hans Medforbundne var imidlertid kom­ met til Rønne, hvor de red hen til Kofods Broder Mads Kofod Pedersen, for der at indsætte deres Heste. Her un­ derrettede en Borger dem om, at de var blevet bemær­ kede af Ridefogeden, der var gaaet til Prindsenskjold, uden Tvivl for at berette ham deres Komme fuldt be­ væbnede. Nu var der intet andet Valg end at skynde sig hen til Borgmesterens Hus, hvis deres Plan ikke skulde mislykkes, og fulgt af flere Borgere, der sluttede sig til dem, naaede de Huset. For at sikre sig imod, at Prindsenskjold skulde undfly, satte Kofod to Mand til Vagt ved Indgangen, og rundt om disse samledes der snart en stor Mængde be­ væbnede Borgere. Stalddøren og Porten lod han tilstænge. Da Borgerne saa dette, laasede de ogsaa deres Porte, for at de Svenskere, de havde i Kvarter, ikke skulde komme ud og forene sig med de øvrige Svenskere paa Landet. Jens Kofod traadte nu ind i Stuen, fulgt af flere væbnede Mænd, blandt hvilke Borgerkaptajnen Niels Gummeløs. Landshøvdingen sad netop og spiste, og havde en Pakke Papirer liggende foran sig. Da Kofod bemærkede Papi­ rerne, spurgte han Prindsenskjold: »Til hvem skal disse Papirer sendes?« »Til min Herre og Konge, Carl Gustav,« svarede denne. »Men jeg siger,« raabte Kofod, »at de skal til Kong Fre­ derik«, og nu løftede han sit Sværd og spurgte Lands­ høvdingen, om han vilde have Kvarter. Men heraf vilde denne intet vide. Efter Visen svarede han:

218