StormenPaaKøbenhavn_1659

til Ende, og den hollandske Flaade gik under Sejl med Kurs mod Danmark. Den 23. Oktbr. bragte sveddryppende svenske Kystvagter Carl Gustav, der opholdt sig paa Kronborg, Besked om, at en stor hollandsk Flaade var an­ kret op ud for Gilleleje. Det foruroligede Kongen en hel Del, men selv om den hollandske Flaade blev liggende paa samme Sted i hele seks Dage paa Grund af Modvind, gjordes der fra svensk Side ingen Anstalter til at angribe den, sikkert fordi Carl Gustav endnu ikke var klar over, om det var København, Hollænderne var paa Vej imod, eller om denne Flaade var, om ikke ligefrem sendt til Hjælp for ham selv, saa dog uden krigeriske Hensigter mod ham. En medvirkende Grund til Svenskernes Tøven har dog sikkert ogsaa Rigsadmiral Wrangels Holdning været. Han ville paa ingen Maade gaa med til at opsøge Hollænderne, men foretrak at blive liggende med den svenske Flaade, der i Huj og Hast var blevet tilkaldt, i det snævre Løb mellem Helsingør og Helsingborg, hvor han mente at kunne spærre Hollænderne Vejen effektivt ved Hjælp af Kronborg og Helsingborg Fæstning. Imens Obdam laa underdrejet ved Gilleleje, fik han det ene Brev efter det andet fra Frederik d. III, der hele Tiden beklager den Modvind, der hindrer Hollænderne i at gaa under Sejl, og Gang paa Gang understreger, hvor vigtig den hollandske Hjælp er for Rigets Eksistens. Den 28. Okt., Dagen før Slaget, skriver Kongen, at han har modtaget Generalstaternes Brev, om at den hollandske Flaade, saa snart den har naaet Danmarks Kyster, skal lyde hans Ordrer, og i Kraft af denne nye Myndighed skri­ ver han, at han, da den svenske Flaade spærrer Sundet, ingen anden Udvej ser, end at Obdam »fatter en tapper Resolution og angriber ved først favorable Vind«. Den næste Morgen, samme Dag som Slaget staar, sender Ob­ dam et beroligende Brev til den nervøse Monark, hvori han siger, at hans Folk er »optændt af stor Courage« og at de, saa snart Vinden bliver nordlig, skal sætte Sagen i Gang »i Guds Navn for Kongens retfærdige Sag og i hele Kri­ stenhedens almindelige Interesse i det Haab, at Gud vil

148