StoreForventninger_1700

En velindrettet tiggerstat

75

Af de mange lidenskaber der behersker de menneskelige følelser og bestemmer handlinger, vildet end og være vanskelig atformode, atbetleri ganske vil kunne hæmmes, selv ikke da, når offentlige foranstaltninger sikre mod nød og trang. Betlere er almindeligen store menneskekendere, de ved snildeligen og på mange måder at skildre deres nød, således at de vækker deres med­ menneskers medlidenhed; også glæder det mange, selv at give, selv at modtage tak for sin gave; at høste ros og smigres for gavmildhed; mange er veldædige mod den fattige, fordi de tror, at hans nød kun da er af- hjulpen, når han med andre har lige bekvemmeligheder; mange lader sig beherske af deres luner, og er gavmilde, når de er glade, karrige når de er vrantne. Andre forsoner sig med forsynet, eller letter deres sorg ved at give. Atter andre håber etgodt udfald for etattrående gode ved atgive bedere; ikke sjælden tiltvinger den fattige sig en gave ved påhængenhed ellerved bønner, der er ligtrusler m.m. At hæve betleri ganske, vilnok derfor ikke være at opnå, så længe betleren som giveren, lige omhyggeligen søger at bevare bevæggrunde til at vedligeholde det; imidlertid kan meget gøres for kräftigen atstandse dette onde. Men førstmå det offentliges bestyrere forvisse sig selv om, at der er truffen sådanne anstalter, der sikrer mod sand nød ialle tilfælde; dernæst må de igennem alle mulige veje derom bringe tilalmen kundskab. Endda bliver, formedelst de anførte og forskellige andre omstændig­ heder meget atkæmpe imod foratfåbetleriethæmmet, og ved straffelove lader siglidetellerintetudrette for denne hensigt (klogskab har altforhen bestemt lovgiveren til at tilsidesætte retfærdige straffelove, hvor disse enten ikke ville være iværksættelige eller hvor de rimeligen ville lede til skade for samfundet. Således er sådanne ikke undergivne straf, der iløs­ agtighed pådrages ellerpådrager sigvenerisk sygdom, når de kun selv an­ melder deres tilstand og sørger at blive helbredte, og det især fordi, når de straffedes, ville de lettelig fristes tilat fordølge deres befængte tilstand, og udsætte deres medmennesker for at blive smittede af dem). Et andet middel måtte udfindes, som idet, det forvissede den gavmilde om, athan afhjalp den trang som betleren opgav, skuffede denne, når opgivendet var etusandfærdigt foregivende. Betragter man de grunde, som betlere anføre for deres bøn o m en gave, så kunne de almindeligen ansees for atvære: a) Jeg kan ikke få noget at fortjene. b) Jeg kan ikke ved det arbejde, som Fattigvæsenet giver, fortjene livsop­ hold.