StoreForventninger_1700

74 Peter Henningsen har endnu alt for meget uopdyrket land, til at landmændenes tal kunne anses for stort. Man tænker sigJyllands heder, der måske ikkun vente på hænder, for at forvandles til agerland; man kaster et blik på de næsten uopskærelige tørvemoser, der kunne sysselsætte og føde mange tusinder, der havde lyst tilatarbejde og spørge sig selv: O m der burde vrimle af tiggere?« Henning August om betleri og dovenskab (1822) Henning August, der var kasserer idet københavnske fattigvæsen havde mange års erfaring med tiggere bag sig, da hen i1822 indsendte den ne­ denfor anførte beskrivelse tilembedsmændene iDanske Kancelli .22 I be­ skrivelsen beretter han dels o m de metoder, som de fattige anvender, når de tigger og dels kommer han med etforslagtil,hvorledes problemet med tiggere måske kan løses. Hans forslag blev dog ikke taget tilfølge. T ryg lestrategier »I hen ved to århundrede har betleri iDanmark været betragtet som an- ledigetaf dovenskab. Næsten ligesålænge erivretmod betleriog ved love og forordninger fastsat straf, for dem som betlede. At hver som betlede, skulle anses strafskyldig,grundede sigdog ingen­ lunde på, attrængende bad deres mere lyksalige medbrødre o m atbidrage tilat afhjælpe deres trang ved gaver; thi atklage sig, er den ulykkeliges og betrængtes hellige forret. Uden denne, villeden skønne dyd, medlidenhed, ikke opstå. Betlernes strafskyldighed støtter sig derfor alene på at fattige, på det offentliges bekostning skulle understøttes med nødtørftig under­ holdning, såvidt de ikke kunne fortjene den ved arbejde. Under den betingelse erog bliverdetderfor alene en brøde atbetle,når der er forvisning om, at der anvises hver fattignødtørftig underholdning, og i forbindelse dermed arbejde, hvorved de efter deres kræfter, ganske eller for en del kunne fortjene denne. Man har endnu aldrig nået det mål, at den lade blev sat ivirksomhed, at den skrøbelige så vel som den vindskibelige kunne gives sikker udsigt tilstadigat finde tarveliglivsophold, derfor har man hellerikke fundet det rigtigtisin hele udstrækning og uden skånsel at håndhæve de straffelove, der er givne mod betlere og lediggang, end mindre har man ubetinget kunnet nægte, at den har gjort vel, som har ladet sig afbede en gave, og som derefter har givet denne.