StoreForventninger_1700

34 Veter Henningsen dem -for had og hævde, atdetvar deres skyld, atdervar så mange fattige. Af luttergriskhed rev de brødet ud af munden på de fattige.De mæskede sig på almenvellets bekostning. I det mindste burde de have så meget anstændighed, at de donerede større dele af deres anselige indtægter til Fattigvæsenet, end tilfældetnu var. Som en anonym skribent i1799 skrev i Politivennen-. »O, når afstanden imellem ekstremerne rigdom og armod er så uforholdsmæssig stor, at rigdomsmanden (der vanskeligen efter rene moralprinciper kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens hans ædle medbroder, hentæret ielendighedens vrå, sukker under livets byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed «.80 Ja, det sene 1700-tals stat og florissante hovedstad var langt fra fuld­ kommenhed. Fattigvæsenet stod over foren håbløs opgave. Den anonyme skribent fortsætter: »Uagtet vi siges at have en fattigkommission der ret er martyrer for deres nidkærhed og aktivitet, der besidder forstand og redelighed nok tilat opnå deres ædle hensigter, hvorom aviserne endog overtyder os, så finder man dog næsten i enhver gade en mængde usle tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene, udsatte for kuldens strenghed, hvilke stedse plager og trygler den for­ bigående o m en liden hjælp, der for det meste dog ej tjener dem tilandet end til at forlænge deres kummerlige liv; thi at give en fattig nogle få skillinger er langt fra at være en virkelig hjælp. Det er det samme som at kaste et lidet bræt tilet menneske, der er nær ved at omkomme ivandet, hvorved man kun ville forøge hans lidelser «.81 De fattiges krav på atblive bønhørt accepteredes dog af alle,også af de bedre stillede, og mange rigmænd forsøgte faktisk efter bedste evne at leve op til barmhjertighedskravet. De formuende købmænd havde en dårlig presse blandt menigmand, og hvad enten det skete af dårlig samvittighed, et ’goddædigt hjerte’eller af andre grunde, testamenterede mange store summer til byens fattige: Den kongelige hofforgylder Getreuer gjorde det, købmand Klarup gjorde det, købmandsbrødrene Petersen gjorde det og mange andre med dem. En hastiggennembladring af Hofmans samling af ’publikke fundationer’afslører,atden overvejende del af de testamentariske gaver netop kommer fra købmænd. Det er da også forventeligt, som Hofman påpeger isitforord, atnetop sådanne folk giverpenge tilstiftelserog fundatser som en tak for de rigegaver, som den almægtige har ladet regne over dem. Andet villevære utænkeligt .82 Det erpågrund af denne udbredte filantropiogreligiøseoverbevisning o m atGud seralt— også den milde giver— atbyens fattigvæsenistore træk er funderet på frivilligemidler. Man forudsætter — noget optimistisk vilvi