StoreForventninger_1700

Vinterens hårde hjerte

31

£ i l ©octot Otg£vy V^yiV'J^ir^Le/ty& J/ifir i TA y

v m :

got efter ©Dgfcfcmmetté25eiFafFenbci> enten og at bltøe inflafit paa et af ¿pofpitalecne.

atnxfitbtyi eUer V* JficHa.c-

^ x ’ "*..

Fra decentraliseringen a f det københavnskefattigvæsen i 1771 og til 1799 var detfattigkom­ missionerne i de enkelte sogne, der varetog den direkte kontakt med defattige. Her er det fattigkommissionen fra Nicolaj Sogn, der i august 1779 ønsker en læges vurdering af, om »den Fattige og Svage Skomager Svend« Michael Weisner er egnet til understøttelse eller bør anbringes p å en a f fattigvæsenets stiftelser. Mange a f disse fattige gamle blev anbragt på Almindelig Hospital. ( F V 136b, K SA ). nydt almisse fra det offentlige. Forældre, familie og venner var døde og hun havde ingen at ty tili sin usle nød. Hvor hendes børn befandt sig, melder historien intet om. 3 Det var langt fra sidste gang, atvægterne iarresthuset blev opsøgt af hjemløse, udslidte stakler, der ikke magtede den hårde kamp mod sulten. I august 1798 blev vægter Christian Kyhn således endnu engang opsøgt. Denne gang af den 49-årige arbejdsmand Lars Larsen fraNæstvedkanten. Han havde opholdt sig ni uger i hovedstaden, hvor han havde slidt og slæbt på Holmens skibsværft og i skibsdokken på Christianshavn. Det hårde arbejde havde svækket ham så meget, at han — syg af koldfeber og »forstoppelse ileveren«, som den tilkaldte læge formulerede det, ikke længere var istand tilatarbejde for føden, men »har måttet holde sengen for det meste og er krøbet ud lideto m dagen«. Lars Larsen ønskede atbliveindsatiarresten og henvist tilethospital. I de seneste dage havde han ikke haft noget sted at bo, men havde sovet på gaden, hvor han kunne finde sig en krog. Pårørende ibyen havde han ingen af,helleringen penge .74 De ulykkeliges moralske ret Det er karakteristisk for alle disse fortællinger o m nødlidende mennesker, hvad enten vi finder dem i Adresseavisen ,i Politivennen, i Fattigvæsenets arkiver eller i Politirettens protokoller, at de fattige mere eller mindre direkte giver udtryk for, at samfundet og medborgerne har en moralsk pligt tilat tage sig af dem. Ganske vist tigges der o m almisse ide mest