StoreForventninger_1700

30 Peter Henningsen Det var ikke kun iden hårde vinter 1799, atfattigfolkgreb tilfængslet som den sidste udvej. Også året før henvendte flere fattige sig iarresten og meldte sig som løsgængere: En sen aften omkring Kyndelmisse 1798 indfandt en gammel, udslidtmand sigf.eks.irådhusets arresthos Christen Pedersen, der som vægter ibyen — med nummeret 134 på sitskilt— den aften havde vagten. Den gamle klagede over mangel på logi, over dårligt helbred og en tom mave, og anmodede o m at blive indsat. Michel Olsen, som den gamle hed,vartidligere soldatved Livgarden tilFods, hvorfra han havde haft sin afsked siden 1781. Men uden pension. Siden da havde han ernæret sigfrahånden imunden som arbejdsmand og daglejer, senest som kalkslager. Frem til26. januar 1798 havde han logeret hos værtshusholder Christian Nielsen iAdelgade, men, som værtshusholderen forklarede til politiet, så var den gamle pludselig gået bort »formodentlig af mangel på evne tilat kunne betale kvarterpenge, som han skyldte for 2 eller 3 uger, men som deponenten (dvs. værtshusholderen) ibetragtning af hans alder og svaghed ikke villegøre nogen fordring på«. Ved politiforhøret den følgende dag forklarede Michel Olsen, at »han af mangel på logi og formedelst svaghed har måttet anholde o m at indtages ipolitiarresten og det såmeget mere som han, uagtet han allerede for3 uger sidenhar begæret atindtages på Almindelig Hospital endnu ikke har kunnet nyde godt af det offentliges understøttelse, siden der ingen plads skalvære ledig«. Den gamle var kort sagtpå den. Ensom og fattigog dertil syg. Politiet tilkaldte byens stadslæge Christian Mangor, for det var almindeligt iden slags tilfælde. Mangor undersøgte den gamle og han var ikke itvivl.Michel Olsen var »meget angrebet af durkløb, hvis hovedårsag er svækkelse, uden tvivlaf ussel levemåde, for hvilken sygdoms årsag han trænger tilatindtages på ethospital «.72 Godt tre uger efter Michel Olsens henvendelse i arresten, blev Christian Kyhn - vægter nr. 120 - opsøgt iet lignende ærinde af Marie Helene Hansen, »afgangne tambour Philip Stephanis enke«, der imangel på husly ønskede at komme ifængsel. Marie Helene var 46 år og havde været enke ide sidste seks. Hun nød ingen pension fra de militære etater og måtte selv klare forsørgelsen af sine fem børn. Det havde hun gjort ved at strikke strømper, gå tilhånde forskellige steder og ved at »banke rødsten«. N u kunne hun ikke længere klare sliddet. Hun var blevet syg - »en rheumatisk feber« konstaterede den tilkaldte læge - og hun ønskede at blive indlagt på Almindelig Hospital, hvor hun tidligere havde været indlagt etpar gange, »den sidste gang iafvigte sommer«. Hun forsikredeipolitiretten,athun ikke havde betietellernogensinde