StoreForventninger_1700

Carl Vilhelm Vetersen

198

til købmand Rørby i Ringsted, alt mens »Manden« ustandseligt spurgte mig ud om skolen, som han var meget stolt af. Jeg havde endnu ikke fået uniform, men havde mit civile tøj på, og som kravebryst havde jeg Christian den fjerdes navnetræk med en krone broderet oven over med blåt garn på hvid bund. Dette navnetræk var han meget stolt over og hvor vi end kom hen, pegede han altid på det og sagde »Kan I selv se, han tilhører Det kongelige Opfostringshus«, og det gav jo igen anledning til en længere forklaring, da ingen havde nogen anelse om, hvad det var for noget. Når jeg her skriver om mine oplevelser, kan jeg ikke lade være med at sammenligne simationen, da jeg som syvårig stod midt om natten på Ulfborg station.22Man skal have oplevet atmosfæren og duften i sådan en gammel storkøbmands forretning, for da »Manden« var kørt ind gennem en stor port og holdt i gården, kom endnu en ældre mand »springende« på store træsko over de toppede brosten, hilste og sludrede som en gammel bekendt, tog linerne [tømmen] og satte en trappestige til, for at »Manden« kunne komme lempelig ned fra vognen. Jeg var selvfølgelig straks det stående samtaleemne, og det gentog sig ligeledes, da jeg blev præsenteret for selve købmanden, og da hentydningen til det kongelige på kraven atter var repeteret af »Manden«, syntes jeg, at jeg lige som var løftet op på et lidt højere plan, og det blev ikke mindre, da jeg blev bænket inde i den »private«, hvor der var et hav af »basser«, kaffe og mange søde sager, no­ get som jeg aldrig før i mit liv havde oplevet. Mens der blev handlet og skrevet op (det var jo ikke lidt, »Manden« skulle have med hjem), kom den gratis tobakskasse frem, og det var heller ikke småting, der forsvandt ned i det store pibehoved med hjortene på. Det var en god indledning, men da Andersens på Cønningegården og købmand Rørby i Ringsted var særlig gode bekendte, kom jeg med på mange dejlige skovture, der dengang foregik med de bedste fyrige plage, som sønnen her på gården havde stort besvær med at tøjle, når en af dem stod lige på bagbenene. Jeg syntes, det var vældig sjovt, men fruerne skreg og var bange. Det var et lille sidespring, så jeg fortsætter med turen fra købmand Rørby den ca. 10 km lange vej hjem til det ukendte, hvor jeg skulle tilbringe så mange uforlignelige lykkelige dage til gensidig glæde. »Manden« var utrættelig med spørgsmål, men jeg hørte med særlig lydhørhed, når vi kom forbi herregårde og andre interessante steder, indtil endelig den store firlængede hvide gård med den store haves høje træer kunne ses på lang afstand.