StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

197

givet ordre til, at hele skolen skulle holdes indespærret alle søndage, indtil de skyldige havde meldt sig. Det skete også tre søndage i træk, og man kan jo tænke sig, hvordan ånden har været i de tre uger; men her havde Vægteren alligevel forregnet sig, for nu kom forældrene ind i billedet med voldsomme protester, og her over for måtte han blankt kapitulere, og nu var der ingen, der sørgede med ham over hans blommetræ. Men hadet var han, så længe vi var på skolen, og regnet for en hykler, når han stod og prædikede til gudstjenesterne med sin tykke mave frem i kjolesættet. Vægteren og »Rasmus« havde hver deres haver, der tillige med skolebygningen og gymnastiksalen omkredsede den store legegård med »Rundbænktræet« i midten. Disse haver stødte op til store gartnerier og frugtplantager, da der på den tid slet ikke var bygget helt ned til havnen eller rettere sagt de mægtige sten, der lå i vandet, hvor nu Frihavnen ligger. Nogle drenge i min klasse havde fundet ud af at løsne nogle tremmer ind til disse herligheder af store, men umodne pærer, og i ly af mørket om efteråret var det mange, efterhånden som det blev kendt, der forsynede sig med al den frugt, der kunne puttes inden for skjorten og anbringes i deres »skrin« i legestuen. Nu skulle uheldet indtræffe, at der en af dagene skulle være eftersyn, og frugten var ikke nær spist op, så det var ikke småting, den vagthavende lærer blev præsenteret for, men til alt held var det »Pinden«. Her var gode råd dyre og alt kunne nemt have været rullet op, da et lyst hoved kom med den forløsende sætning, at det var frugt, han havde fået tilsendt fra sin moster i Kalundborg. Den var klaret, men jeg var ærlig talt bange og lovede mig selv, at jeg ville ikke mere med til »Kalundborg«. Seks uger på landet I sommerferiens 6 uger var alle 100 drenge på landet over hele Danmark, og der var dengang efterspørgsel efter at få en dreng fra skolen, da de var velopdragne og ikke kræsne. Det havde heller ikke været godt for den dreng, hvis der fra bønderne var kommet klager. Jeg var alle de 4 år, jeg var på skolen, på en stor proprietærgård, Lønningegården , mellem Ringsted og Gyrstinge, nærmest det sidste, hos to elskelige, gamle mennesker og en voksen søn på 35 år. Jeg husker tydelig den første gang, jeg steg ud på Ringsted banegård og så mig om med min lille tøj sæk under armen, at en meget stor mand med et langt hvidt skæg og en hvid panamahat kom hen og sagde til mig »Hov, min lille ven, du skal vist tilhøre os, skal du ikke?« Da jeg havde bukket og hilst, fulgte jeg med ud til en lille en­ spændervogn forspændt en lyserød følhoppe, og i luntetrav kørte vi først