SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn_1820-1920

1820-1830

sentere, efter et Gjennemsnitsbeløb, ikkun havde den I l te November indestaaende 92 Rbd. Rpr. og 65 Rbd. r. S.« —en Udtalelse, som jo ganske vist er rigtig, for saa vidt som den udtrykkeligt siger, at Kas­ sen mere benyttes som nyttigt Gemmested for Smaasummer end som Forrentningssted for Kapitaler, og som ogsaa k an opfattes som et Udtryk for Direktionens Tilfredshed med, at den Kamp, den fører mod disse sidste, virkelig bærer Frugt, men som dog i nogen Grad egner sig til at tilsløre denne Kamp, som Direktionen dog ved­ varende maa føre, og som Forhandlingsprotokollen stadig indehol­ der Vidnesbyrd om. At Sparekassen var kommen ud over sin oprindelige bestem­ melse, og at der maatte gøres noget for at bringe den tilbage hertil, stod imidlertid Direktionen klart nok, og finder, som det vil ses, ogsaa sit direkte Udtryk i de Forhandlinger, som i Mødet d. 29. Maj 1828 føres om de da paany opdukkende Problemer. Den umiddelbare Aarsag til, at disse nu atter maa optages til Drøftelse, er den, at Nationalbankdirektør, Konferensraad Møller, mundtlig har meddelt sine Kolleger i Sparekassens Direktion, at Nationalbanken snart vilde se sig i den Nødvendighed at undslaa sig for at modtage tiere af Sparekassens Kapitaler til Forrentning. Genstandene for Forhandlingerne paa Mødet er de sædvanlige: Hvorledes man skal formindske de stadigt voksende Indskud, ude­ lukke de større Summer og frugtbargøre de indsatte Midler. Med Hensyn til det sidste drøftedes paany Muligheden af at gøre Udlaan i faste Ejendomme og mod Vekselobligationer; men begge Dele forkastes af de tidligere nævnte Hensyn: den større Ansvarlig­ hed, det større Arbejde og den formentlig mindre Sikkerhed, lige­ som det ogsaa anses for vanskeligt at frugtbargøre større Kapitaler ved sidstnævnte Slags Udlaan. —Og at »søge at tiltrække dette In­ stitut Søgning efter Udlaan, ved at bevilge Laan paa Vexelobliga- tioner mod 4 p. Ct., istedetfor de ellers almindelige 5 p. Ct., vilde have en saa skadelig Indflydelse paa mange andre vigtige Penge­ instituter, at man herpaa ikke burde indlade sig«. Saa bliver der da atter kun tilbage: Rentenedsættelsen som Værn mod den altfor store Pengeindstrømning. Til at begynde med tæn­ ker man da paa at gaa ned til 372%; men dette forkastes dog af Hen­ syn til, at man ikke om et halvt eller et helt Aar skal blive nødt til at komme med en yderligere Rentenedsættelse. »Efter fleersidige Omhandlinger blev det derfor anseet som det

49

7