SøndagsskoleArbejdet_1875-1925

104 at selv om Søndagsskolen slet ikke bragte noget Resultat for Børnene, vilde han alligevel holde paa den for den store Velsignelse, den bragte Lærerne. Og nu, jeg iselv er bleven en Veteran i Søndagsskolegerningen, som jeg h a r været k n y t­ tet til i over halvanden Menneskealder, h a r jeg ubetinget den at takke for de bedste og reneste Glæder i m it Livs Ger­ ning. Omgangen med Børnene bevarer sin Mand ung. Og naa r jeg mange Gange — træ t eller mismodig ved Tanken om, hvor lidt m an synes at n aa med sin Præstegerning i et Hovedstadssogn — p aa Gaden h a r mød t en lille Dreng eller Pige, hvis Ansigt da blev til et eneste stort, lyst Smil, fyldtes m it H jerte med en Glæde, Tak og Frimodighed, hvori alle bekymrede, sortseende Tanker kunde druknes. Hvor forstaar jeg Spurgeons Ord: den Mand, om hvem Børnene sværmer, som F luerne om en Honningkrukke, han er m in Mand. I og for sig er det ikke underligt. Skulde det ikke være en herlig Gerning: at være betroet til at bringe Guds Rige til dem, om hvem vor H erre Jesus selv siger, at dette Rige netop tilhø rer dem, Børnene? Den hedste Glæde h a r vi Mennesker dog ved at gøre a n ­ dre glade. Som troende Mennesker véd vi, at intet er i Stand til at gøre Mennesker gode og glade som vor Herres Jesu Kristi Evangelium. Og saa at faa Lov til at saa denne vel­ signede Sæd netop i den mest modtagelige Jo rdbund , i Barnehjerterne! Det gælder i særlig Grad den Søndagsskolearbejder, der kommer i den nærmeste personlige Forbindelse med deres Børn som Klasselærer eller Klasselærerinde. Som Forstander h a r jeg sædvanlig ingen Klasse; men n aa r jeg undtagelsesvis ved en Lærers Fraværelse engang imellem h a r overtaget en Klasse, føler jeg en ubeskrivelig Glæde ved at sidde m idt iblandt Børnene og tale om vor Tekst. Maaske ogsaa Bør­ nene selv synes, det er en speciel Fest for dem til Afveks­ ling at have selve Forstanderen til Lærer, og d erfo r er sæ r­ lig interesserede.