Snedkerbogen_2

Jernets øverste ende er skåret vinkelret af lige ovenfor hullet - hvorfor skal det være så langt? Den store skrue til jernet er drejet af en 2" fransk ditto. Den justeres med en topnøgle, før knappen sættes i, den stilbare spuns er belagt med et jernbeslag med gevind til bolten. Ved denne høvl - og i lige måde ved den førnævnte ruhbank - slår man jernet baglæns ved at banke ovenned på knappen, og det batter ikke min­ dre end det gammeldags på bagenden, tværtimod! Til slut et par borgerlige ord om slibning af høvl­ jernene. Vi er nu på trettende år den lykkelige ejer af en original jernpudshøvl. Den bliver på grund af sin handighed og gode gang brugt til lidt af hvert, lige fra pudsning af finér til stødning af gehringer. Da den i sin tid blev sat i gang, mærkede vi klappens pla- sering med en ridse i jernets overside, så vi til en­ hver tid kunne kontrollere sliddet. Nu har vi slebet 40 mm bort ved dagligt brug, det bliver 3 mm om året eller V io o - skriver en hundrededel millimeter om dagen! Og vi kan roligt regne med gennemsnitligt 6 slibninger om ugen, som oftest mere. Dette skyldes i første række, at vi aldrig rører æggen med andet end oliestenen undtagen i svære tilfælde af skår, og de forekommer sjældent ved rent møbelarbejde. Vi har tynde jern over hele linien og sliber dem på en roterende sten med faststillet anlæg til en vinkel på 26°, og kun så meget at æggen endnu lige står som en fin, blank stribe. Derefter kan det udmærket gøres skarpt en 3 -4 gange udelukkende ved finslibning, før det igen skal hulslibes. Hvorfor slibe unødige mæng­ der af de gode høvljern, når mindre kan gøre det? Stilbar gratsav. Som man ser af fig. 1774, er den ene klinge ind- falset i blokken og fastgjort med 3 stk. nedsænkede skruer, som må være fuldstændig glat med fladen på klingen, da man jo er nødsaget til at bruge en liste som anlæg for saven, når man skærer noten.

Fig. 1773.

opnå en så bekvem og effektiv stilling som ved ru­ bankhåndtaget, men de gamle snedkere passede deres arbejde og skelede ikke til den side, hvor fidusma­ gerne lavede deres krumspring. Hvorfor er de ameri­ kanske jernhøvle aldrig slået an herhjemme? Den mest iøjnefaldende fordel er nok de fuldendt udfor­ mede håndgreb, dem lærer man at sætte pris på en otte timers høvledag. Dernæst kommer den sikre gang og indstilling, det afskrækkende negativ må så være jernsålen. Denne bagdel bortelimineres imidlertid nemt ved vanemæssig anvendelse af en paraffinblok, og det er et gode, at jemsålen holder sig plan i årtier, løvrigt ser man nu og da jernhøvle med påpløjede slidbaner af pokkenholt. For vor skyld behøver fabri­ kanterne dog ikke at gøre sig nogen ulejlighed i den retning. Nå, men der er altså kolleger, der ikke lider jern­ klumperne. Hvad om man forsøgte med en bastard - med jernhøvlens skikkelse og træhøvlens snedker­ tække? C. L .’s pudshøvl er vel nok nuttet, vi har en omtrent magen til, blot har den håndskåner, tyndt jern og tynd klap samt stilbar spuns; men vi bruger den mindre og mindre, fordi den falder så ube­ kvemt i menneskehænder, og efter at vi har stiftet bekendtskab med et eksemplar af ovennævnte blan­ dede race, har vi fuldstændigt slået op med den for­ historiske. Den ny er ikke nogen skønhedsåbenbaring. - Snedkere af den gamle skole skutter sig og mumler et velment »vorherrebevares« ved synet af den; men på arbejdspladsen opfører den sig mønsterværdigt og gør sit til, at hverdagen bliver mindre grå Vi vedlægger et røntgenbillede af grimrianen og håber inderligt, at det må blive snedkerstanden til nytte. Kommentarer skulle ikke være nødvendige, men vi skal gerne forsøge at give nogle oplysninger om de indre dele. Fig. 1773. Høvljernets bredde afhænger af den enkeltes smag, men mon ikke 52 mm vil være at foretrække, vi har i alt fald anvendt dette mål både ved den og ved en nøjagtig tilsvarende kort rubank på 52 cm’s længde.

Fig. 1774. Stilbar gratsav med 2 klinger til udførelse af noter i inventar eller lignende.

817