Snedkerbogen_2

bryder spånerne af, næsten i samme øjeblik, som de dannes. Fig. 1551 viser en rigtigt tilfilet klap. Klappen må slutte tæt ind til jernet, så spånerne ingen muligheder har for at trænge op imellem klap og jern. Høvljernets side ind imod klappen skal være fuldkommen plan og uden ridser, er der ridser i denne side af jernet, vil det vise sig, som skår i jernet Kilen, der holder jernet fast, må ikke have over 10° spidsning, da den ellers ikke kan holde jernet fast ved høvling i knaster. Kilen må spænde ens i begge sider, hvilket kan kontrolleres ved et lille slag med en hammer på høvlens side; hvis jernet ikke ligger fast, høres derved en skraldende lyd.

Fig. 1552. A: Her bliver spunshullet foran jernet ikke mindre ved slitage af høvlsålen, men først når jernet er slidt. B: Her bliver spunshullet foran jernet straks mindre ved slitage af høvlsålen foruden ved slitage af jernet. kanterne, kan den nemt slås ud og udskiftes, når det igen er nødvendigt. Man bør altid kontrollere, at høvlens sål er plan, hvis dette ikke er tilfældet, må sålen rettes af. På et snedkeri, hvor der findes maskiner, gøres det nem­ mest ved at tage et stykke nr. 1 sandpapir og lægge det på afretter- eller fræsebordet, som jo altid er helt plan, og føre høvlen roligt frem og tilbage over sand­ papiret, det er en betingelse, at høvljernet sidder i høvlen og er kilet fast, dog må jernet naturligvis ikke stå neden for sålen, men skal være så nær sålen som muligt. Hvor der ikke findes maskiner kan en møbelplade anvendes, den må dog kontrolleres omhyggeligt først. Når høvlsålen er afrettet, bør den indgnides med olie, f. eks. linolie. Høvlen har godt af at stå i værk­ tøjsskabet på et filtunderlag, der er mættet med olie, jo mere mættet sålen er med olie, des mindre bliver friktionen mod arbejdsstykket. Høvljernets kvalitet har gennem årene været meget forskellige fra de forskellige lande, hvorfra de er ble­ vet importeret. De tyske høvljern har aldrig før i tiden været særligt eftertragtede, da de var for bløde i stålet og ikke kunne stå for f. eks. granknaster. Før 1914 var de engelske »Ward»-jern noget af det bedste man kunne få, og det var sjældent, at der var en »bytter« imellem dem, men de var ret dyre. Sam­ tidig med Ward-jernet og til begyndelsen af 1920 brugtes der mange franske jern her i landet, de var fra Peugeot Freres. Disse jern var gode og havde den

Fig. 1551. A viser klappen forkert tilfilet. Spånen vil krølle og sætte sig fast. B viser klappen rigtigt tilfilet. Klappens yderste spids har en ganske lille fas på kun V 2 mm, der er poleret blank med en strygesten. Spånen vil brydes, så snart den rammer klappen. Som tegningen viser, er der plads til spånen - der, med denne form på klappen - vil stå lige op af spunshullet uden at krølle. Der bør være god plads i spunsen til spånernes bortføring, og åbningen foran jernets klap må ikke være snævrere opadtil end ved sålen, hvis dette er tilfældet, sætter spånerne sig nemt fast i høvlen, se fig. 1552, der viser to forskellige måder at lave spuns­ hullet på. Som det fremgår af fig. 1552 bliver spunshullet altid større foran jernet, efterhånden som jernet slides, da de fleste, af de jern vi bruger, er spidse opefter. Dette bevirker, at spunshullet, når jernet er slidt tilstrække­ ligt, må gøres mindre ved at nedstemme en spuns i høvlstokken, se fig. 1553. Denne spuns har man altid været tilbøjelig til at lime meget forsvarligt, dette er ikke nødvendigt til en høvl, der bruges til værksteds­ arbejde og ikke udsættes for fugtighed. Ved at lime den mindre omhyggeligt og især ikke smøre lim på

Fig. 1553. A: Høvlsålen med spuns indsat. B: Spuns.

761