Snedkerbogen_2

Af det foregående fremgår det, at skarpfilingen af savbladet foretages efter at udlægningen har fundet sted, dette er nødvendigt for at få den rigtige form på tandspidserne, se fig. 1549, der viser den samme tand, udlagt før og efter tandfilingen. Tanden files »foran« først og »ovenpå« sidst, for at filegraterne kan ligge rigtigt, det vil sige, at man filer fra højre mod venstre.

HØVLENS KONSTRUKTION OG ARBEJDSMÅDE

Fig. 1548. Savudlæggertang. Stilbar med vinkelblik. Fabrikat »Sandviken«. Længde 180 mm. (CFP).

En høvl består af to hoveddele, nemlig høvljernet og stokken. Høvljernet sættes fast i kilhullet med en kile, enten ved hjælp af en kilegang, der er lavet i siden af kilehullet eller ved hjælp af en »stok« stem­ met ind i siderne og gående tværs over kilehullet. Se fig. 1550. På amerikanske høvle spændes jernet fast med en ekscenter. Næsten alle høvle er forsynede med et eller to håndtag, som sidder på stokken.

Ved skæring i meget tørt materiale kan mindre ud­ lægning anvendes, men i fugtigere materiale bør ud­ lægningen øges over dette mål. Endvidere fordrer en mod ryggen tyndslebet sav mindre udlægning end en sav af plant materiale. Udlægningen bør kun omfatte V 3 af tandens højde. Ved udlægning af hele tandens højde opstår nemlig meget let revner i tandbundene, og tanden knækker senere af. Til sidst skarpfiles tænderne til vinkler, passende til det arbejde, som skal udføres med saven. Man bør herved file på hver tand så meget, at den flade på tandspidsen, som er opstået ved afretningen, pænt og jævnt forsvinder. Filen skal føres roligt og forsigtigt med jævn hastig­ hed og under jævnt tryk. Når filen føres tilbage, skal den løftes, så den ikke berører tænderne. De forskellige savtyper fordrer forskellige file, så­ ledes f. eks. de krydsfilede, særlige sværdsavfile, fod­ saven en trekantet fil med runde kanter - sinksaven og de små rygsave en trekantet fil (»slimtapper«) med skarpe kanter. Fælles for alle filene er, at jo finere de er hugget desto finere og skarpere tand. Efter skarpfilingen bør filgraterne på tændernes ud­ vendige sider borttages, hvilket gøres ved at stryge en fin klods langs tandrækken.

C D Fig. 1550. A: Lodret snit af høvl med kilegang i siden. B: Lodret snit af høvl med indstemmet stok til fastkiling af jernet. C: Høvl med kilegang i siderne set ovenfra. D: Høvl med indstemmet stok til fastkiling af jernet, set ovenfra. Høvlestokken laves næsten altid af en hård og tung træsort, som ikke har tilbøjelighed til at kaste sig. Franskmændene laver deres høvle af rønnebærtræ, hvilket er en udmærket træsort til høvle, men de gør den fejl, at de laver dem uden »næser« og meget klod­ sede i faconen. Herhjemme bruger vi mest rød- og hvidbøg, men lægger tit en »sål« under af pockenholt eller lign. Sålen er til for at høvlen skal gå let og modvirker desuden, at stokken kaster sig. Spånåbningen eller spunsen bør ikke være større, end at spånerne let kan passere igennem, når høvl­ jernet er indstillet. Hvis spunsen er for stor, sker spånbrydningen for langt fra æggen, hvorved opnås dårligt arbejde. For at forhindre oprifter i arbejds­ stykket forsynes høvljernet desuden med en klap, som

A B Fig. 1549. Snit af tanden efter udlægningen. A: Forkert, udlagt efter filingen. B: Rigtig, udlagt før skarpfilingen.

760