Snedkerbogen_1

anvendte højviskose cellulose en meget ringe fyldig­ hed og bliver hovedsagelig anvendt som bejdsebeskyt­ ter eller som mefallak, d. v. s. til lakering af messing eller lignende, der kun behøver en tynd hinde for at beskytte mod anløbning. Til de fleste andre celluloselakker anvender man en såkaldt lavviskos nitrocellulose, der giver en mere tyndtflydende lak end den højviskose. Da modstands­ dygtigheden imidlertid er ringere for den lavviskose end for den højviskose, fremstilles de fleste lakker derfor af blandinger af disse. Tørstofindholdet, der i en god celluloselak ligger omkring 30 pct., består foruden nitrocellulose også af harpikser og blødgøringsmidler, der forhøjer mod­ standsdygtigheden og giver en bedre glans, hæftning og elasticitet. Medens både harpikserne og blødgøringsmidlerne kan opløses i de fleste organiske væsker, gælder dette ikke nitrocellulosen, der kræver specielle opløsnings­ midler. Af de vigtigste skal her nævnes butylacetat, ætylacetat og acetone. Da disse opløsningsmidler er ret dyre tilsættes fortyndingsmidler som toluol og benzin, der ikke virker opløsende, men alligevel kan tilsættes i et vist omfang. Desuden tilsættes sprit eller butanol, der i forbin­ delse med toluol virker svagt opløsende. Det har ikke alene en prismæssig fordel at tilsætte disse »strække- midler«, men det har også den fordel, at de ikke vir­ ker så opløsende på tidligere påførte lag, noget der især har betydning for dem, der påfører lakken med pensel. Foruden disse væsker indeholder celluloselakker som oftest små mængder, 2-5 pct., af meget lang­ somt fordampende opløsningsmidler, der forhindrer

en tågedannelse på lakken i fugtigt vejr, fremmer sammenflydningen og dermed forhøjer glansen.

Anvendelse. Klar celluloselak har gennem de sidste 15-20 år været det materiale, der har været mest anvendt til overfladebehandling af møbler og meget andet arbejde indenfor træindustrien. Det skyldes i første række den meget korte tørretid og lakkens forholdsvis gode modstandsdygtighed mod mange påvirkninger og dernæst, at den er let at bear­ bejde til såvel mat som blank overflade. Af cellulose]akker sælges mange forskellige ud­ gaver, men følgende må anses for at være hoved­ typerne til arbejdet indenfor træindustrien: Polerlak til højglansarbejde. Matpolerlak til finere mat arbejde skal desuden være meget behagelig at trække af med zieh- klinge. Industri- eller bonelak, der er den fyldigste, men også mindst elastiske type. Matlak, der dels bruges som den er, eller blandes med klar lak til en silkeglans. Herudover bruges der - indenfor træindustrien - også lidt pigmenteret, hovedsagelig industricellulose, der giver største glans og fyldighed. Fordele. Foruden den hurtige tørretid har celluloselakkerne ret stor modstandsdygtighed mod såvel svagere syrer som mod varmt vand. Selv modstandsdygtigheden mod alkalier er væsentlig bedre end olielakkernes. Forudsætningen for at opnå disse fordele er dog, at lakfilmen har en vis minimumstykkelse, idet mod­ standsdygtigheden mod disse væsker er stigende pro­ portionalt med lakfilmens tykkelse. Endvidere har celluloselakkerne den store fordel, at de er meget lette at bearbejde med ziehklinge og lette at blankslibe, begge dele noget der har stor be­ tydning for den industrielle anvendelse. Celluloselakkerne er tillige meget lette at reparere, idet selv en ret gammel celluloselak lader sig opbløde af et nyt lag. Ulemper. Den største gene ved brugen af celluloselakker er, at de er så brandfarlige at arbejde med. Både i fly­ dende tilstand og som tør celluloselak samt som tørre lakspåner antændes den uhyre let, og det uhyggelige ved antændelsen af cellulose er den eksplosive måde, det sker på.

Fig. 605. Billede fra en moderne cellulosefabrik. Råvaren transporteres med trucks og bliver sammen med opløsnings­ midlerne blandet i de i underetagen placerede blandemøller. Bemærk tårnet i højre side - det bruges til blanding af fo r­ tyndere.

382