Snedkerbogen_1

Metode 1 anvendes ofte i mindre værksteder, hvor anskaffelsen af en varmepresse ikke menes at kunne betale sig. 1-6 mm tykke zink- eller aluminium­ plader varmes på et varmebord eller en varmeflade til mindst 40-80° C. Arbejdsstykket, f. eks. en lamel­ plade, bestryges f. eks. med urinstoflim med en hurtig- hærdende katalysator. Finérarket, som skal limes, lægges på, derefter den opvarmede plade og til sidst en træplade som varmeisolering. Det hele indsættes i spindelpressen, hvorefter denne spændes så hurtigt som muligt, således at førhærdning undgås. Alminde­ ligvis finéres flere plader i samme presning. Hærdnin­ gen er afsluttet efter 20 min. til 1 time og arbejdsstyk­ ket kan da udtages af pressen. Trykket er ofte util­ strækkeligt, og skruerne bør spændes så hårdt som muligt. Noget mindre omstændeligt er metoden med elektrisk opvarmede plader, der ved hjælp af lavspændt strøm fra en transformator opvarmes til den ønskede temperatur. Arbejdsstykkerne og pladerne lægges ind i pressen (spindelpresse eller hydraulisk koldpresse), og strømmen slås først til, når et fuldt tryk er opnået. I spindelpresser må man ofte spænde efter for at holde trykket. På grund af disse metoders langsomhed, det util­ strækkelige tryk samt vanskelighederne ved at kontrol­ lere limningsproceduren går man mere og mere over til hydrauliske varmepresser, hvilket nu må anses for at høre til standardudstyret i alle fabrikker for møbel- fremstilling, krydsfinérfabrikationen m. m. Opvarmningen sker oftest ved hjælp af lavtryks­ damp. I visse tilfælde, særlig når den elektriske strøm er speciel billig, kan elektrisk opvarmning komme på tale. Reguleringen er enkel, men varmefordelingen i pladerne er meget ujævn. Pressepladerne bør kunne opvarmes til ca. 140 -150° C for at muliggøre limning med fenollim eller -film. Temperaturen bør kunne reguleres med en nøj­ agtighed på ca. ± 2-3° C. I denne henseende syndes der meget i fabrikkerne; temperaturvariationer på 10-20° C er ikke usædvanlige, og ofte savnes enhver temperaturkontrol udover måske damptrykmano­ meteret. Man bør huske på, at hærdningshastigheden hos kunstharpikstyperne mindst fordobles gennem en forhøjelse af temperaturen med 10° C. Desuden er limens flydeevne afhængig af pressetemperaturen. Ved højere temperatur hærder limen hurtigere og får der­ for mindre tid til at flyde i. Tilslutningstiden bør være så kort som muligt, højst 1-2 min. ved omkring 100° C og V2- l min. ved 140-150° C; ellers er der fare for førhærdning eller altfor kraftig udtørring af limen (og træet). En for lang tilslutningstid er at sammenligne med en altfor lang limningstid. Det er ofte fordelagtigt at anvende mellemlægsplader af aluminium eller stål, som cirku­

lerer i processen med en eventuel afkøling ind imel­ lem. Også mellemlæg af krydsfinér anvendes af og til. Disse mellemlæg formindsker faren for førhærdning, men øger naturligvis pressetiden. Limforbrugeren bør opstille et nøjagtigt skema over pressetiderne for for­ skellige tykkelser af genstande, der skal limes, gælden­ de for de limtyper og de pressetemperaturer, der skal anvendes. Brugsanvisninger er ofte altfor overfladiske med angivelsen af pressetiderne. Pressen bør være ud­ styret med automatisk tryk- og temperaturkontrol. Med et maksimalt tryk i det hydrauliske system skal det spec. tryk være omkring 15-20 kg/cm2, hvilket f. eks. kræves ved filmlimning af hårde træsorter. Metode 3. Opvarmning af fu gen i varmeskabe eller varmekamre vælger man altid ved limning af meget tykke genstande, hvor fugen ligger langt borte fra overfladen og opvarmningen i presse vil tage for lang tid, og hvor arbejdsstykkets konstruktion og dimen­ sioner samt limfugernes tykkelse og antal gør høj­ frekvensopvarmningen uøkonomisk. Denne metode anvendes hovedsagelig til større ting: Skibskøle, span­ ter, bjælker, master etc. Montering og presning sker ved hjælp af et stort antal kraftige skrueanordninger. Denne metode kræver nøje forsøg i fuld målestok for bestemmelse af den bedst egnede temperatur, presse­ tid, modningstid o. s. v. Jo større genstande der skal limes, desto længere bør opvarmnings- og pressetiden være. Man må give varmen tid til at trænge frem til fugen, og holde den på en tilstrækkelig høj temperatur i en vis tid. Ikke blot kammerets temperatur, men også temperaturforløbet i arbejdsstykket bør måles. Det en gang fastsatte tidstemperaturskema bør nøje følges for alle genstande af samme dimensioner. Man kan til formålet anvende en vel planlagt og bygget tørreovn, i hvilken man holder et højt fugtighedsinhold i den cirkulerende luft. Den kan passende udrustes med dampspiraler til opvarmningen, vandindsprøjtning til befugtningen samt ventilatorer til god luftcirkulation, og for at man skal kunne opretholde en jævn tempera­ tur i hele ovnen. Opvarmningen af store genstande skulle medføre en betydelig udtørring i træet, hvor­ igennem store spændinger vil opstå i konstruktionen, særligt i fugerne. Da man egentlig tilstræber en op­ varmning og ikke en udtørring af træet, befugter man den cirkulerende luft med særlige befugtningsappara- ter, f. eks. som lige omtalt gennem vandindsprøjtning. Varmekamre uden befugtning ville tørre lagdelt træ alt for meget ud, så at træet ville krympe kraftigt, særligt ved kanterne, og åbne fu ger ville blive følgen. Det indre af trælaget ville tørre og krympe yd erst lang­ som t og en øgning af trykket med skrueanordningerne ville ikke være tilstrækkeligt for at modvirke tørringen og krympningen ved kanterne. Praktiske erfaringer har vist, at man kan undgå udtørring af kanterne (og

361