Snedkerbogen_1
påvirkninger fra forskellige arter fremmede organis mer, for hvilke vedsubstansen udgør et næringsstof. Det levende træs reaktion mod disse påvirkninger medfører indirekte nogle af de ovenfor omtalte vækst fejl. Af væsentlig større økonomisk betydning er imidlertid de direkte skader, der opstår ved de på gældende organismers nedbrydning af veddets me kaniske styrke såvel som dets dekorative egenskaber. Disse skader kan allerede indtræde i de stående træer, men opstår dog i betydelig større omfang efter træets opskæring. Der findes et meget betydeligt antal arter af orga nismer, der ernærer sig af træets vedsubstanser. Langt den største part af disse henhører under en af de biologiske hovedgrupper, svampe (A) og insekter (B), der i det følgende vil blive behandlet hver for sig med en kort omtale af nogle af de kendteste arter. Endvidere gives en kort omtale af enkelte skadedyrs arter (C), der falder udenfor nævnte hovedgrupper. A. Svampe. Svampenes vegetative system består af et såkaldt mycelium, der er sammensat af talrige fine, trådfor mede celler, der benævnes hyfer. Myceliet, der hos nogle svampearter hovedsageligt vokser inde i det stof, det lever af, medens det hos andre tillige danner sammenhængende, uregelmæssigtformede belægninger uden på næringsstoffet, giver ikke altid noget sikkert kendetegn til bestemmelse af de forskellige arter. Det gør derimod de under visse forhold dannede frugt legemer - f. eks. paddehattene - der producerer de såkaldte sporer. I form og størrelse minder sporerne meget om blomsterstøv, og spredes som dette ved vinden, insekter eller på anden måde, vidt omkring. Hvor vækstbetingelserne er til stede, spirer sporerne og danner nye mycelier. Svampe er i modsætning til grønne planter ikke i stand til at leve af uorganiske stoffer, men må hente deres næring fra organiske stoffer, som de inden optagningen som regel må ned bryde ved hjælp af forskellige former for enzymer. Foruden tilstedeværelsen af egnede næringskilder er svampenes eksistens også betinget af passende tempe raturforhold samt tilstrækkelig fugtighed og lufttil gang. Blandt de svampe, der ernærer sig af træernes ved substans, er det naturligt at skelne mellem de v ed destruerende svampe (a) og blåsvampene (b). a. De veddestru erende svampearter er kendeteg net ved, at myceliet henter sin næring fra selve celle væggene. Den herved fremkomne nedbrydning af veddet kaldes også formulding. Svampene kræver som regel et relativt højt fugtighedsindhold i træet, hvorfor opskåret træ, der er udsat for sol og vind, ikke vil blive angrebet. Kravene til veddets fugtighedsindhold
er imidlertid noget varierende for de forskellige svam pearter. Således kan hussvampen udvikle sig ved et fugtighedsindhold på under 30 %, udregnet på basis af træets tørvægt, hvorimod de fleste andre arter trives bedst i ved med fugtighedsindhold på over 50 %. Meget høje fugtighedsgrader standser dog myceliets vækst, idet træets indhold af luft (ilt) bliver for lav. Som følge heraf anvendes oplagring under vand som middel til at hindre svampeangreb, især for rundtræs vedkommende. Ved et lavt fugtighedsindhold i ved det, dør svampe-myceliet i reglen, men hos nogle arter kan myceliets vækst i et kortere tidsrum standse for atter at live op, når fugtighedsindholdet på ny bliver tilstrækkeligt. For de fleste svampearter er en temperatur på mellem 3 og 40° C en betingelse for vækst. Over og under disse temperaturer kan myce liet under ugunstige vilkår dø, men udviser dog ofte stor resistens overfor både kulde og varme. For at opnå fuld sikkerhed for ødelæggelse af al svampeliv må myceliet udsættes for opvarmning til temperaturer på 100-110° C. Som inddelingskriterium for de veddestruerende svampe anvendes til tider det angrebne veds udseende, og der skelnes da mellem brun- og hvidmuld. På et indledende stadium af svampenes angreb bliver ved det altid mere eller mindre mørkfarvet - rødt, brunt eller gråligt. Hos brunmuldssvampene bibeholdes eller forstærkes denne farvetoning, hos nogle arter dog iblandet lysere vedpartier. Alt efter disse partiers ud seende tales der om plettet, stribet (pibet) og flam met muld. Hos hvidmuldssvampene bliver det an grebne ved derimod hurtigt ensfarvet gult eller hvidt. Farveforskellene afhænger af, om myceliets nedbryd ning omfatter cellevæggenes lignin- eller cellulose indhold. Bliver cellulosen tilbage i næsten ren tilstand, bliver mulden hvidlig, medens en nedbrydning af cellulosen alene eller af såvel denne som ligninen giver en mørk mulddannelse. Efterhånden som svampe angrebene udvikler sig, indtræder der som regel også en ændring i veddets struktur. Det ved destruktionen opståede tørstoftab kan således give anledning til skrumperevner. Når disse forløber i alle 3 retninger i træet, opstår en karakteristisk terningformet muld. Følger revnerne derimod i hovedsagen årringsgræn serne fremkommer en ringskalning. Skrumperevnerne kan imidlertid også være mindre udtalte eller endog helt mangle, hvorved mulden får en trådet, porøs eller svampet karakter. De veddestruerende svampe kan også inddeles efter, hvorvidt deres angreb sætter ind på stående (levende) træer, eller først efter at træet er fældet. I sidstnævnte tilfælde kan svampene inddeles i hen holdsvis lagrings- og bygningssvampe. De svampe, der fortrinsvis angriber stående træer,
33
3
Made with FlippingBook