Snedkerbogen_1

det klæbe, når man føler på det med en fugtig finger. Spredningen er måske det mest kritiske problem. Limen skal spredes så sparsomt som muligt, eftersom tykke fuger viser en betydelig forringet styrke. Farv­ ning af limen gennem tilsætning af et egnet farvestof kan være et godt hjælpemiddel for bedømmelse af spredningens tykkelse og jævnhed. Urealim (med undtagelse af specielle såkaldte ud­ fyldningslimtyper) har ingen særlig stor evne til at udfylde revner i fugen; tykke fuger viser svækket styrke efter kortere eller længere tid (dage, måneder eller år). Årsagen hertil er, at lim i tykke lag efter­ hånden springer itu på grund af revnedannelser i selve limsubstansen. Det synes, som om lim i tynde fuger ved godt anlæg bliver armeret gennem de tilstødende træfibre på samme måde som kunstharpiksen i presse­ masser af træmelet. Uden denne armering er har­ piksen for sprød og springer let på grund af indre spændinger. Formindskelsen af styrken og revnedan­ nelsen indtræder hurtigere, jo tykkere fugen er, jo h ø jere temperaturerne og fugtighedsvariationerne er under brug, og jo større mekaniske påvirkninger, lim­ fugen udsættes for. Under krigen i Nordafrika havde tyskerne store besværligheder med deres krydsfinér- flyvemaskiner, og dette skyldtes, at deres urealimede konstruktioner ikke kunne tage stød, det hændte f. eks., at flyvemaskinerne gik i stykker på grund af stødene ved landingen. Sprednings- og sprederproble­ merne er altså af afgørende betydning for resultatet. Holdbarhed o g modstandsdygtighed o v e r fo r fugt er et meget omstridt spørgsmål. Som det så ofte sker, skabes forvirringer ved uklare forestillinger, udtryk og begreber. Da disse spørgsmål er af meget stor betyd­ ning, er det på sin plads, at man gør sig de virkelige forhold klart. Hvis man lægger urealimede prøvestyk­ ker ned i vand og lader dem ligge der i 4 dage eller i længere tid, kan man næppe iagttage nogen forrin­ gelse af limfugens styrke. Ofte kan man endda fastslå en vis styrkeforøgelse. Prøvestykkerne kan faktisk ligge i vandet så længe, det skal være, uden at fugen bliver ødelagt, såfremt træet da ikke angribes af råd eller svækkes på anden vis. Hvis man tager disse prøvestykker op af vandet og tørrer dem ved stue­ temperatur, er styrken praktisk talt bibeholdt. Hvis man lægger de samme prøvestykker i vand igen, tørrer dem efter en tid og fortsætter behandlingen på denne måde, kan man efter kortere eller længere tid iagttage délamination af fugen. Jo flere sådanne kredsløb, cyklus-prøver, man lader prøvestykkerne gennemgå, jo kraftigere bliver delaminationen. Limfugen tåler altså ikke omveksling mellem våd og tør tilstand, be- fugtning, vekslende m ed udtørring. Hvis man forhøjer temperaturen ved prøven, f. eks. benytter vand på 70° C og tørrer i luft på 70° C, skal der færre »cykler«

får lov til at stå, tiltager viskositeten endda, lige til limen til sidst størkner (polymeriserer). Denne størk­ ning beror i høj grad på temperaturen, det går lang­ sommere ved lave temperaturer og hurtigere ved høje temperaturer. Limens levetid kommer altså til at af­ hænge af dels hærderens sammensætning, dels tempe­ raturen. Dette bør man naturligvis være opmærksom på, f. eks. i de varme sommermåneder. Ved koldlimning er limen under hærdningen fly­ dende i begyndelsen, da pladerne sammenføres i våd tilstand. Ved varmlimning smelter først harpiksen og bliver flydende, eller, hvis den endnu ikke er tør, mindskes dens viskositet på grund af opvarmningen. Så snart hærdningen sætter ind, øges viskositeten, og når hærdningen er afsluttet, er limfugen bleven hård og uopløselig. Fyldstoffer. Disses væsentligste opgave er at give limen en for spredningen hensigtsmæssig konsistens og viskositet. Desuden regu lerer man limens indtrængning i træet ved hjælp af tilsætning af fyldstoffer, f. eks. for at forhindre limgennemslag. Visse tilsætningsmidler, så­ som træmel og cellulosefibre, øger urealimens mod­ standsevne mod revnedannelse, derved at de virker ligesom en armering i limfugen. Af praktiske og øko­ nomiske grunde plejer man ofte at forene hærdere og fyldstoffer i een blanding. Strækkemidler kan man nemt anvende sammen med urealimen. De mest anvendte er rugmel, hvedemel og kartoffelmel. Antallet af prøvede strækkemidler er stort. Under krigen anvendtes i Finland fordampet sulfitlud + træmel, kortfibret affald fra cellulosefrem­ stilling og hårdmalet cellulose. Disse blandinger får ofte mindre gode spredningsegenskaber. Man må tage sig i agt for sådanne bestanddele, som ødelægger hær­ derens funktion. For eksempel er kridt og dolomit- pulver fuldstændig ubrugeligt. Bedst er det at indhente fabrikkens råd ved valg af strækkemidler. Urealim kan anvendes inden for vide grænser, hvad fugtigheds- indholdet i træet angår. I almindelighed limes tilfreds­ stillende mellem 5 til 14 %, beroende på limnings­ metode, træsort og arbejdsstykkernes dimensioner. En fordel er det, at urealim ikke viser en overdreven stor flydelighed ved højere fugtindhold (8 til 14 °/o) i modsætning til fenolvarmlim, som gerne giver kraftige gennemslag på f. eks. fyrretræsfinér med mere end 5 % fugtighedsindhold. Limningstiden kan ved hjælp af hærderen varieres inden for vide grænser fra 0 til 24 timer eller mere ved varmlimning, og fra 0 til 30 min. ved koldlimning. Ved koldlimning må limlaget stadigvæk være klæbrigt, når limningstiden er slut, og ligeså ved varmlimning, eller hvis vandet er fordampet efter spredningen, må

344