Snedkerbogen_1
1) Umiddelbar klæbningsevne og god styrke. 2) Sammentrækning af ikke helt plane limflader, hvorved limen fylder og jævner limfugens ujævn heder ud. Dette skyldes dels, at tykke glutinlimlag ikke forringer limfugens styrke, dels glutinlimens udprægede tendens til at trække limflader mod hinanden. 3) Ved presningen er blot et relativt lavt tryk nød vendigt. 4) Limen er praktisk talt neutral (i modsætning til f. eks. den alkaliske kaseinlim, som let misfarver modtagelige træsorter). 2) Limen binder kun, såfremt den får lov at størkne under pres; når presningen ophører, må den være kold og størknet. Glutinlim kræver således korte limningstider og lange pressetider, i hvert fald sammenlignet med kunstharpikslim; af denne grund egner glutinlim sig som regel ikke for mo derne produktion i større målestok, hvor disse krav af produktionsmæssige grunde (i almindelig hed) ikke kan opfyldes. 3) Limens store følsomhed over for fugtighed, som ganske vist kan mindskes noget, men ikke til strækkeligt, gennem tilsætning af hærder. 4) Limens dragningsevne virker i visse tilfælde ge nerende. Ved fremstilling af massive lamelplader fremkommer let ujævne flader, idet finéren træk kes ned i mellemrummene mellem lamellerne. Kvalitetssynspunkter. Da et større antal hud- og benlimsorter findes på markedet, må man ofte besvare spørgsmålet om, hvilken af disse sorter, der er bedst egnet. Holder man sig til de kendte mærker, kan man roligt sige, at limsorter af en kvalitet, der er dårlig på grund af fabrikationsfejl, vel knapt træffes mere, hvilket skyldes de større fabrikkers høje tekniske standard. (En und tagelse var autoklavlimen fra krigens år, som af prin cipielle grunde ikke kunne være fri for fedt, hvilket altid nedsætter limens styrke). Hvad den normale for skel mellem hud- og benlimssorter angår, plejer hud limens gennemsnitlige styrke at være kendelig større end benlimens, når man til sammenligningen bruger limopløsninger med samme koncentration. Denne sammenligning har i regelen ingen praktisk værdi, eftersom benlimsopløsningerne på grund af ben limens lavere viskositet (= større flydeevne) kan til beredes mere koncentreret end hudlimsopløsninger, således at praktisk taget samme styrke opnås. Ulemperne er: 1) Limopløsningen må påstryges varm.
er sure, og overdreven tilsætning af hærder kan efter hånden ødelægge træet, eller i hvert fald fremkalde uheldige farvninger. Fenolvarmlim anvendes ofte sammen med fyld stoffer i pulverform, som har til hovedformål at re gulere viskositeten samt forbedre styrken, og disse fyldstoffer benævnes sædvanligvis hærdere.
F O R S K E L L I G E L I MTYP ER OG DE RE S ANVENDEL S E I. LIMTYPER Glutinlim (eller bedre kendt som snedkerlim). Glutinlim er vel nok den ældste af alle de kendte limsorter, og fremstilles hovedsagelig af hudaffald og dyreknogler. Limsubstansen, som udvindes fra disse råstoffer gennem forskellige renselses- og kognings operationer, består for størstedelens vedkommende af det kemiske stof glutin. Glutin af hudaffald er kemisk set bedre end det længere »nedbrudte« glutin, der udvindes af ben. I praksis betyder dette dog mere en artsforskel end en kvalitetsforskel, hvilket er årsag til, at benlimopløsning som regel anvendes mere kon centreret end hudlimopløsninger. Glutinlimen kaldes ofte animalsk lim eller varmlim. Man bør dog huske på, at også blod- og kaseinlim er af animalsk oprin delse. Navnet »glutinlim«, som sigter til limens virke lige sammensætning, er derfor absolut at foretrække. På markedet forekommende limsorter, som hoved sagelig anvendes som snedkerlim, er følgende: A) Glutinvarmlim
1) Hudlim 2) Benlim B) Glutinkoldlim
1) For koldpresning 2) Med tilsætning af hærdere for varmpres ning.
Glutinvarmlim.
Egenskaber. Glutinlimen, som endnu ved århundredets begyn delse indtog en dominerende stilling inden for sned keriet, er i vore dage for en stor del blevet erstattet af de moderne kunstharpikslime. På grund af en del værdifulde egenskaber vil glu tinlimen sandsynligvis aldrig helt fortrænges. De vig tigste af disse egenskaber er:
336
Made with FlippingBook