Snedkerbogen_1

Tykkelsen på rundsavklinger fra forskellige lande.

Tykkelsen i mm

Klinge­ diameter i mm

6 - p H

Sverige

Tyskland U .S.A .

England Frankrig

100 200 300 400 500 600 700 800 900

1,00 1,25 1,63 1,83 2,34 2,64 2,95 2,95 3,25 3,25

0,8 1,1 1,4 1,8 2,2 2,7 3,2 3,4 3,8

0,8 1,1 1,5 1,7 2,1 2,4 2,4 2,8 2,8

0,5 0,7 1,0 1,4 1,8 2,2 2,4 2,8 2,8

1,07 1,25

1,4 1,5

¿ y y i/ J'& n c/

langsskæring)

1,83 2,11 2,41 2,6 2,6 3,05

1000

4,0

3,3

3,1

tynde, idet man ved afkortning ikke kan opnå nævne­ værdige økonomiske fordele ved anvendelse af tynde klinger. Det er en indlysende forudsætning, at rundsavklin­ gerne har en ensartet tykkelse, for at de kan arbejde fejlfrit. Uregelmæssigheder i tykkelsen er ensbetyden­ de med en ændring i tyngdepunktets beliggenhed, hvilket kan medføre, at klingen får en uregelmæssig gang. Rundsavklinger fremstilles fortrinsvis af varmt- valsede plader, og tykkelsesforskellene er relativt store i den valsede udførelse. Efter at klingen er forsynet med tænder, er hærdet og oprettet, slibes den mellem slibesten, hvorved en meget stor jævnhed i tykkelsen opnås. Ved denne fremgangsmåde bliver afvigelserne fra den nominelle tykkelse maksimalt ± 0,05 mm. En bedre, men mere kostbar, metode er at planslibe klingerne, hvorved afvigelserne i tykkelsen vil blive maksimalt ± 0,02 mm. Specielt hvor rundsavklin­ gerne skal anvendes til flere forskellige formål, bør man være meget nøjeregnende med at vælge en klinge med en meget ensartet tykkelse. Rundsavklingens tandformer. Tandformen på en rundsavklinge må tilpasses det arbejde, klingen skal anvendes til. Fabrikanterne til­ virker af denne grund deres klinger med et antal forskellige tandformer. I svensk standardblad nr. 1 300 findes optaget de vigtigste tandformer for rund­ savklinger. Der findes på nuværende tidspunkt ikke tilsvarende dansk standardblad. Foruden disse har de forskellige fabrikker varianter beregnet for spe­ cielle formål. Betegnelserne på de vinkler, som kende­ tegner tandformerne, er vist på fig. 98. Der findes imidlertid forskellige navnebetegnelser for disse vink­ ler m. v., hvorfor disse kan variere betydeligt fra det ene sted til det andet. I nedenstående afsnit behandles hvilken indflydelse tændernes geometriske udformning har på snitfladens udseende, kraftbehovet og sliddet på tandspidserne m. m.

Fig. 98. Betegnelser for vinkler etc. på savtænder. a — slibningsvinkel. (3 = ægvinkel,

d = tanddeling, h = tandhøjde, t = tykkelse, s = udlægning.

y = spånvinkel. S = rygfasvinkel. £ = brystfasvinkel.

Tandformen for kløvsave. Spånvinklen y (gamma). Denne vinkel er altid po­ sitiv for kløvsave. Alment gælder, at en klinge skærer lettere, når spånvinklen er stor. Ved større spånvink­ ler er snitfladen dog mindre god, og derfor vælger man spånvinklen = 0°, hvis man ønsker en finere skæreflade. Spånvinklen skal være større ved skæring i blødt træ end ved skæring i hårdt træ. Ved kløv­ ning af blødt træ med en skærehastighed på ca. 50 m/sek. har erfaringen vist, at tænderne har den rette spånvinkel, hvis en fra tandbrystet (tandens forkant) forlænget linie, tangerer en diameter, som er 2/3 af klingens yderdiameter. Tilsvarende værdi for denne tangeringsdiameter er for hårdt træ V 2 yder­ diameter, se fig. 99. I henhold til denne regel får man for blødt træ en spånvinkel på ca. 40° og for hårdt træ ca. 30°. Disse værdier må betragtes som en ret­ ningslinie, og man må også tage hensyn til ar­ bejdets art. I praksis anvendes dog gennemgående for lille spånvinkel, hvilket beror på, at en tand med en stor spånvinkel ser svag ud, og man tror derfor, at den lettere kan lide overlast, hvilket dog ikke er tilfældet. Slibningsvinklen a (alfa). For denne vinkel gælder, at den skal være så stor, at tænderne kan trænge ned i træet, uden at tandryggen kommer i berøring her­ med. Slibningsvinklen (eller filingsvinklen) bør ikke være mindre end 10°.

138