SlægtenNyrop

Løbenumer 57, 58. 63 Begivenheder i deres Liv viser, og saa skrev Karen Nyrop, da hun fyldte 70 Aar, følgende smukke L in ier til sin Søster:

Naar Sorg og Savn sig sænker ned Paa Livets Vandring om mit Fjed Og Lykkens Sol neddaler, Og de, jeg elsked, ei forstod Mit varme Hjærte, mig forlod Kold ved de stille Qvaler. Naar mangt et kjærligt Ord og Blik Ei ændset blev, til Lon kun fdi Haan, Tavshed eller Kulde, Da følte jeg mig saa forladt Og skjonned ei paa bedste Skat, Du Naadens Underfulde. Naar Legemssmerte lagde ned Paa Leiet mig med Suk og Vee Og Længsel efter Lindring, Naar mange Kjære kaldtes hen Til Gud, til deres rette Hjem, Da sjmtes Død mig Vinding. Men naar min Bon da steg til Gud Da kom en Straale. Det blev lyst! Alt Morke svandt, og i mit Bryst Fred, Boe tog atter Sæde. Saa send mig Gud, hvad tjener bedst, Saalænge som jeg her er Gjæst Paa Jordens Skyggedale. Tak for hver Stund, der er mig blid! Men ogsaa Tak for Korsets Tid! — Min Frelser vil husvale. Og naar min Afsked nærmer sig, Da holder jeg i Kjortlens Flig, Han vil det nok fornemme. I sidste Stund gi’er Jesus Trøst, Og glad jeg hører kjærlig Bøst, En trofast Søsters Stemme. I Jesu Navn, da folded ud Sig Troe og Haab og Glæde,