SelskabetForBorgerdyd

15

eller langt sig gjennemtrængende filosofiske Gejst og gaa saaledes hvert F jed efter denne Gejstes Vink; da, ja da skal det sandrneligen kunne siges, at vi, de Dannemænd — men Dannemænd ere det herlige Norges som det herlige Dannemarks Sønner — forene vore Kræfter til a t virke paa Sjæle ogSæder, til at stemme Drifter, at forme udvortes Adfærd, mendette tilhobe, for at lede til Borgerdyd, a t forherlige Borgerdyd, at skaffe den Yndest, at skaffe den Agt. — Og da, hvilken herlig Bane for os! hvilket skinnende M aal! hvilken Lyst, hvilken Hæder for de virkeligen ædle, at være i Selska­ bet! Men og da, hvilken Opfordring til os, at vi skulle viseligen ordne vort Anlæg og vor Fremgang! Det er saa fin en Sag, den, a t stemme Drifter og Sæder, og det er dog den, vi fo retage; men derfor og, lad os vige af fra Smaaheder og derimod mandeligen hæfte os ved Tanken om Almenvæsenet. Ja, bort med alt det, der kunde vinke os hen til a t søge det, der angik nogen enkelt Selskabsbroders personlige Tilværelsesmaade. Tanken om individuel Lyst eller Hæderlighed, ja endog Tanken om vort hele Selskab, hvor herligt det var, hvor kjæ rt vort Sted i samme end var os, og med Rette var os, — den maa som hensvinde for Tanken om, hvad Fædrenelandets endog den mindste, men dog visse, Gavn og Hæderligheds Tilvæxt er. Ingen af os mene andet, m. H., end at Kraft og sat Mod vil kræves af os, om vi skulle gaa en hæder­ fuld Bane. Var vort Formaal ubetydeligt, da bleve vi uanfægtede, eller man brugte kun svage Vaahen for at kuldkaste vort Anlæg. Men at gaa i Kamp mod Sæder, Fordomme, Begjærligheder, sanselige Lyster, Hovmods P ral og Hovmods Tilfredshed, korteligen, at bestride den uheldige og Almenvæsenet baade højligen skadende og højligen vanærende Paastand og Skik, at man uden virksom Borgerdyd, uden Mands Kraft og Færd, vil til