SeksØjenvidnerTilSlotsbranden_1794

I N D L E D N I N G

man forestille sig, hvilken Ildmasse det var.” Men han tilstaar ogsaa lidt efter, at „naar man for et Øjeblik kunde glemme, hvad dette Syn kostede, var det unægtelig det herligste Syn, man kunde tænke sig, at se Slottet brænde, helst ud paa Aftenen, da det blev mørkt og Genskinnet, som det gav fra sig paa Volden og de nærmeste Møller paa Voldene, var det prægtigste Tab leau og Illumination a f Verden .” Overordentlig karakteristisk baade for Manden og T iden er Knud Lyne Rahbeks Skildring. Han, som da var 33 A ar og Professor i Æstetik ved Universitetet, er paa Branddagen paa Vej til en Forelæsning, da hans Ven Rasmus Nyerup fortæller ham om Ilden. De gaar da begge „rolige hen i den lille Slotsgaard og saae Luen spille op a f Væggen i et a f Arveprindsens Gemakker” , men drømmer ikke om Fare og gaar lidt efter hver til sit. Først da Rahbek i Frimurerlogen i Kronprinsensgade hører, at der ikke bliver noget Møde, traver han hen til Slottet, men indser, at det nu er for silde baade til at yde Hjælp og til at overrække en Dame paa Slottet en Bog. Han opsøger da Danjen, der er tyet hen til Vajsenhuset paa Nytorv, og faar T id til foran i Bo­ gen at skrive „fire vistnok lidet poetiske, men høist hiertemeente Linier til Farens og Frelsens Erindring” samt høre Nyt hos dem, han møder. Sent paa Aftenen oplever han endelig hjemme paa Bakkehuset det uforglemmelige „rædsommajestætiske Syn, da j e g . .. kastede Ø iet ud a f V induet og nu havde hele det i Luer staaende Christiansborg ligefor mine Øine, saa je g tvertigien- nem Bygningen kunde ved Ilden see ud paa Slotspladsen... no­ get, der giorde det høitidelig underfulde Indtryk paa mig som denne mægtige Steencolosses Kamp mod det rasende Luehav, er ikke kommet og vil med Guds Hielp ikke komme mig mere for Ø ie .”