SeksØjenvidnerTilSlotsbranden_1794

SEKS Ø JENV I DNER

var den for ham, men til heele vor Nations Hæder i Alminde­ lighed, som til de mange ædle Individers især, være det ej ube­ mærket, at Handlinger a f lignende Slags i disse rædselsfulde Timer ideligen saaes udøvede af Mennesker af alle Folkeklas­ ser, at den hæderfulde fremmede Mand saae sig der i talrig Skare a f Mennesker, som havde ligesom han viiste sig værdige til den hæderværds Plads blandt de virkeligen Ædle. Børnene og deres Morbroder med Laq. Winge, som bleve tilbage i Mezzaninen, saae Hr. Rønnes Fald og Mueligheden til at reddes med ham sandsynligviis forbi. Deres vedblivende Raab syntes upaaagtet, og Branden hvert Øyeblik tiltage og nærme sig med hurtige Skridt. De maatte altsaa forsøge endnu engang, om det kunde udholdes at komme Gangen ned igien­ nem og finde Frelse eller, som syntes rimeligere, Røgen skulde der quæle dem og de kun derved reddes for at brændes levende. Enten nu det, at en Deel af Taget ved Ilden var giennembrudt, havde giort, at Røgen og den sammenpressede Luft paa Gan­ gen var lidet fortyndet, eller deres Lunger, da de nu lidt meere vare vante til dens Indaanding, bedre kunde holde den ud, saa lykkedes det dem nu, netop inden reent at qvæles, at komme til henimod Gangens Ende, hvor der skulde bøyes om til Tvær­ bygningen. Balle førde begge Drængebørnene, een ved hver Haand, og Ipsens Datter holdt sig fast ved hans Klæder. De vare nær ved Ombøyningen, da en der hensegnende Karl, som ikke kunde finde ud, og hvis sidste Kræfter vare paa det nær­ meste udtømmede, udstønnede et huult Skrig om Hielp. Pigen glemte sin egen Trang til Hielp, greb ham for at drage ham med, men maatte derved slippe sin egen Leder. Saa nær ved at frelses var hun ved denne sin Hielpsomhed atter paa det nær­ meste ved igien at omkomme. Dog ei allene undgik hun, men

[ 116

]