SaaBySomBorger

105

barbariske: den ene er at lade Børn, baade Drenge og Piger ligge - længe paa Knæ paa Ærter; lige saa raat er det at lade dem sulte, og det forsikres, at det at lade et Barn sulte en halv Dag er lige saa haardt som at lade en Mand undvære Mad et helt Døgn. Dog vil Tode ingenlunde helt forkaste legemlig Straf; men han siger, at man da om Stunder anvender Prygl som Vane, til Sindslettelse, Adspredelse, Morgenmotion, Digestivmiddel, skønt det burde an­ vendes med ligesaa megen Forsigtighed, som en Kniv i Læge­ kunsten. Og er Prygl endelig nødvendige, finder Tode en i vore Øjne ret raffineret Udvej: at slaa med et friskt, fingrenet Ris paa Ryggen af Hænder og Fingre! Det blev imidlertid Fremtidens Skoler, som de var planlagte og grundede i den her omtalte Tid, der fik Æren af at indføre humanere Behandling af Børn ogsaa i Hjemmene, det er det nit­ tende Aarhundredes Pædagoger mere end dets Læger, der skal have Rosen herfor. Men det varer et Stykke ind i det nittende Aarhundrede, inden Skolerne arbejder sig op til en saadan An­ seelse, at man forstaar, at det har virkelig pædagogiske Fortrin at lade Børn komme i Skole og færdes med andre jævnaldrende fremfor at piskes op af en Informator inden fire Vægge. Der er allerede nu i 1780’erne saa vidt skuende Foregangsmænd, at der lyder Røster, der maner Forældrene til at tænke sig 0111 og huske, hvor stor en aandelig Forfriskning det er for dem selv at søge Samvær med andre — det er jo netop »Selskabernes« Tid, — hvor meget mere trættende og sløvende maa det da ikke være for den unge Hjerne aldrig at modtage Indtryk udefra, .la, ogsaa det, at Lærerens Person evig er den samme paapeger man det skade­ lige ved; men de gamle Skolers ilde Ry, navnlig paa Grund af det daarlige Selskab af de lavere Stænders Børn, skræmmer endnu længe Borgerskabet fra at give efter for Fornuftgrunde, der synes ganske selvindlysende. Men Fordomme er nu een Gang For­ domme, og mod dem kæmper selv Guderne forgæves; thi de har deres Rod i Dumhed. Og ser vi efter disse Betragtninger paa, hvad man i ramme Alvor bød Børn af Udenadslæren af Ramser, Bibelforklaringer og Gloser, gyser man og fatter ikke, at det ikke har hævnet sig helt ned i vort Slægtled. Undertiden maa man mod sin Vilje le. Da­ tidens pædagogiske Principper giver sig saaledes et overordentlig komisk Udslag i en mærkelig Bog fra den Tid, der hedder: »Arith-