SaaBySomBorger

104

Rektor, at han ikke kan sin Lektie til Præsten (ikke til Skolen): »Opbragt, dels formodentlig ved Tanken om, at Skolen skulde staa til Skamme paa Kirkegulvet, dels at vi havde fritaget os for at læse over paa vort Hebraisk for ikke at læse over til Præsten, greb han sit Spanskrør og gav mig paa egne og øvrige vedkom­ mendes Vegne en saa eftertrykkelig Del Bank, at han 3 Gange satte sig ned i Gathedret for at puste og rejste sig atter at begynde da Capo.« Men ogsaa 0111 Rektor bevarer Rahbek kun gode Minder. Det var ikke Rahbek alene, der var Genstand for denne Art Opdragelse, det var ganske almindeligt, man kan omtrent læse i hvilke Memoirer man vil, saa fortæller de om Prygl og Straf, og det af den Art, som er husket længe efter. Selv Oehlenschlåger, hvis Barndom ellers hengled saa roligt, har Pryglehistorier fra Hjemmet. Og Skolernes Opdragelsesmethode blev ikke bedre, fordi Lærer­ standen stod saa uendelig lavt. Naar de ikke netop var saa lærde, at de slet ikke kunde forstaa, at andre ikke fattede saa hurtig som de, saa at de fortjente Hug, naar det gik for langsomt, var de saa uvidende, at de ikke kunde tænke sig anden Maade at hævde Avtoriteten paa end ved Prygl. Og Forældrene, der havde faaet Prygl som Børn, mente, at det hørte til, og aandelig Paa- virkning til det gode kendtes egentlig ikke, før Edvard Storm slog til Lyd herfor og trods adskillig Modstand gennemførte, at Prygle- straf blev forbudt i Efterslægten. I hans Spor traadte Tode, men med en anden Motivering. Det var den hygieiniske Side af Sagen, der laa ham mest paa Hjerte. Han finder vel nok, at det er en afskyelig Fejl, at »Kødet maa bøde for Forstanden, at Latin og Gudsfrygt skal indbankes, og at Rumpen maa være ansvarlig for Hovedet.« Men han gennemgaar alle de barbariske Straffe — en »kraftig Øretæve, annammet af en arrig Skolebjørns tunge Lalle kan gøre en Dreng til et Drog paa Livstid — nogle slaar med Kæppe oven i Hovedet, ganske barbarisk! — Men paa Ryggen da? Nej, der sidder Lungerne. Og Haanddask er lige saa farlige; thi mange Børn, hvis hele Fremtid beror paa deres Fingernemhed, lider derved uoprettelig Skade. »Siddekødet« kan vel taale mere end ædlere Dele, men da man den Gang udelukkende anvendte Slag paa den blottede Bag, mener Tode med Rette, at det, især da Straffen gik for sig i de øvrige Børns Nærværelse, er forkaste­ lig allerede af moralske Aarsager. Ligeledes omtaler Tode Straffe, der anvendes almindeligt i Hjemmet, og som vi nu indrømmer er