S_Thorvaldsen

272

Kjøbenhavns Magistrat det kongelig stadfæstede Gavebrev, hvorved Thor- valdsen paa det Vilkaar, at der sørges for et passende Lokale, skjænker alle sine Samlinger til sin Fødeby — ikke blot dem, der allerede ere komne til Danmark, men ogsaa »den langt større Del deraf, der endnu er i Rom, tillige med den Tilvæxt, de endnu maatte erholde«; han tilføjer dog, at denne Disposition ikke skal have Gyldighed for mere end det alt hjemsendtes Vedkommende, saafremt det skulde »møde Vanskeligheder med at faa be­ meldte Lokale i Stand«. Det ligger nær nu at spørge: Hvilke »Vanskeligheder« skulde det vel være, der kunde træde i Vejen for et nationalt Foretagende som det omtalte? Var det vel tænkeligt andet, end at alle danske maatte være enige om at gjøre det mest mulige for paa værdig Maade at tage imod en Gave som den, Thorvaldsen bød sit Fædreland? — Kjendsgjerningerne vise, at der virkelig fra flere Sider rejstes Opposition mod Musæumstanken, og at det ikke blot var Thorvaldsens ofte omtalte Mistænksomhed, der drev ham til at tage det ovenfor anførte Forbehold. Indbydelsen til den Subskription, hvorved de nødvendige Pengemidler skulde skaffes til Veje, var undertegnet med en Række af Tidens bedste Navne; ved særlige Smaaskrifter og Blad­ artikler virkede Mænd som H. N. Clausen, J. D. Hage, Orla Lehmann, Hoyen og C. Paludan-Muller varmt for Sagens Fremme, og i næsten alle større Provinsbyer dannede der sig Komiteer, som paatoge sig at indsamle Bidragene. Men Oppositionen kom dog som sagt ogsaa til Orde, og det ikke blot i lidet ansete Blade som »Kjøbenhavns og »Almindelig Kommis­ sionstidende« , men ogsaa fra forskjellige, hvis Ord havde mere Udsigt til at finde Gjenklang. Peder Hjorth, som tidligere havde virket for Musæums- sagen, udtalte saaledes nu i »Ivjobenhavnsposten«, at det var et »frygteligt Misgreb«, naar man troede at kunne bibringe P'olket i Almindelighed sand Interesse tor Billedhuggeren og hans Storhed, og J. L. Heiberg gav ham Ret »i selve Sagen«; mange hævdede den Opfattelse, at det »i et Land, hvis Statsgjæld var stegen til den Størrelse, som den havde naaet i Dan­ mark, maatte anses lor urimeligt at opfordre til Bidrag til noget Foretagende, som ikke horte til de absolut nødvendige.« Selvfølgelig var der velvillige o 0 0 Sjæle, som gjorde Thorvaldsen bekjendt med alle disse Indvendinger, og de opnaaede da ogsaa af og til at ærgre ham alvorligt; men selve Sagen gik dog sin støtte Gang, og i Almindelighed lykkedes det hurtig Mesterens Venner at berolige ham, ■o