S_Thorvaldsen

22 Ô

Men da den ene Dag gik efter den anden, uden at Thorvaldsen indfandt sig, blev Bartolini vred og gav sine Elever Ordre til, at de, hvis Visiten endelig blev gjort, skulde nægte ham hjemme. Omsider kom da Thorvaldsen; Bartolini var ikke visibel. »For mig er han dog nok hjemme«, lød Svaret; »sig ham, at det er Cavalliere Thorvaldsen, der vil hilse paa ham.« Men den hidsige Italiener havde fra et Sideværelse hørt paa Forhandlingerne; nu rev han Døren op, stak Hovedet ud og raabte: »Nej, Signore, for Dem er jeg ikke hjemme!« og dermed smækkede han Døren i. Thorvaldsen kom sig nok aldrig rigtig af sin Forbavselse over denne Historie. Til München kom Thorvaldsen den 14de Februar; han begav sig til Slottet og blev med en jublende Hilsen modtagen af Kongen, skjønt denne var sengeliggende og til sin Sorg maatte overlade Dronningen at udbringe Kunstnerens Skaal ved Taffelet. Den syge kom sig imidlertid snart, og nu gik det Slag i Slag med Fester for den hædrede Gjæst. Først fejredes han af Münchens Kunstnersamfund, der allerede den 19de Februar samledes med ham i »Paradisgartens« for Lejligheden pragtfuldt dekorerede Gildehal ; ingen ringere end Peter von Cornelius havde gjort Udkastene til de fire Loftsmalerier — Venus’s Fødsel, Pygmalion, Prometheus og Minervas første Fremtræden blandt Olympens Guder — , og denne store Kunstner udbragte Thorvaldsens Skaal; i Aftenens Løb »udbredte Begejstringen sine Vinger og hævede den glade Forsamling til de svimlende Højder, hvorfra Jordlivets Smaating vise sig som en Taage.« En Ugestid senere gav Universitetets Rektor, den ansete Æsthetiker Professor Friedrich Thiersch, i sin Bibliotheksal, hvor 1 horvaldsens lavrbærkronede Buste var opstillet mellem Afstøbninger af antike Statuer, en Fest, ved hvilken han fremsagde Sonnetter, han havde digtet til Mesterens Ære, og lidt senere fulgte den store Dobbelthøjtid, der begyndte med en af Münchens Magistrat og en Mængde Kunstnere og Videnskabsmænd foranstaltet Middag i Odeon og afsluttedes med en glim­ rende Fest, som Kongen gav i Glyptothekets Lokaler. »Ved Selskabets Ankomst derhen fandtes denne Pragtbygnings Façade rigt belyst af en tredobbelt Række Begfakler, og inde i Hallerne vare Cornelius’s Fresco- billeder og de antike Statuer belyste af skjulte Lamper. Og medens Selskabet tabte sig i Beskuelsen, tonede fra Romersalen en Sang til Thorvaldsens Ære, digtet af Statsministeren Edward von Schenck og udført af de skjønneste Mandsstemmer«. Paa sin »romerske Fødselsdag«, den 8nde