S_Punch_1893

m

Gausta“ . V ig g o S t u c k e n b e r g : „To Fortællinger: I. I Udbrud. II. I Indbrud“ . H e n n in g J e n s e n : . J ournalistisk-religieuse Kalk-, Klat-, Væg- og Stolpemalerier i den Høiere Atheisme“ . M ic H a e lR o s in g : „Pebermøer“ . O v e R o d e : „Københavnske Pressesager“ eller „Som man roder, saa ligger man“ . S. v. H u th : „Da min Oldemoder ned­ kom“ . K n u t H am su n : „Min Samtids Idioter“ . P. N a n s e n : „Ju lies Natbog“ .

Den Fjerde. Der møder i samme Stue,

E r Husets sørgende, sortklædte Frue. Jo , den Forsamling er ganske munter, Men alt Humeuret gaaer reent herunter 1 denne Vissenhed, Al denne borgerlige „Zerrissenhed“. Saa priser jeg ,, hjærlighed ved Hoffet“ . En Smule almindeligt er vel Stoffet, Men een Ting mangler dog ikke deri , Og det er Ungdom og Poesi. — I „Dagmartheatret“ „ Hjarne Skjald “ Har viist sig i en prunkende Hal Med Gjald og Knald Og prægtige Ridderes Mandefald.. —

R i m b r e v til min Ven J e n s paa Landet.

J a , sikken et B a l! — L idt mørkt i Tonen,

Dog gik Ballonen. Især da Forfatteren Vakte Latteren Ved tilsidst paa den aabne Scene At vise sine de tynde Bene

Mellem to digre. Vældige Krigere Vilde som Tigere.

IX . E u Smule Nyt fra vort gamle Theater., •Domine Frater! J a , nærmest var det nu røde Plakater; Med dem et' det flydt, Og det er jo ikke saa synderlig nyt. Ovenpaa S i m o n s e n s store Gilde Var han naturligvis meget ilde Og holdt sig stille; Underligt ei, at det arriverede Ovenpaa det, som han præsterede I de Dage, da han jubilerede. Han s H e i l i n g væltede, Medens i „ Postillonen “ vi æltede, Og der var Halløi Med „ den kjære Fam ilie“ paa „Elverhøi“ ; Men Abonnenterne sagde: _ F ø i! ,.Bygmester Solnessl‘.e r gjenoptaget, Men har ei behaget. Nei, alle disse Patientkomedier Folks Humeur aldeles fortrædiger Og foranlediger Ikke den mindste „festivitas“ , Men kun, • at man der bliver utilpas. Stykket begynder mtd tre Personer, Der alle er syge — Sikken en Byge! — Den Ene er gal og nar sære Visioner, Den Anden Lungeexpectorationer Og hoster og klynker %Inde Toner, lien Tredie maa Skjænnfor Øinene bære — Ja . det er paa Ære Den rene Misere;

Ja , jeg siger det ei fo r at smigre, Men Du kan roligt troe mine Ord: Den lille G j e l l e r u p er nu stor! — Ja , vær nu fornøiet med, hvad der kom! Papiret er fuldt, min Pen er tom.

Himmelbreve til en Borgmesters Børn.

Kjære lille Patteglut! Som Du ligger der i Vuggen, tænker jeg mig Dig komme spaserendes ind til mig med Hovedet midei den ene Arm og Benene under den anden. Under Næsen er der biet en stor, tyk Generalsknebelsbart af dem paa en Alen i Høiden. Naar Du sætter Hovedet paaigjen er det svært, som den Bart klæder Dig. Du faaer ikke dette Brev, for der er ingen Bund i Postkassen og vi Har ingen Blikkenslager. Har Du Heller ikke? Din o. s. v.