S_Punch_1893

387

Som en Sylfide Du mod Rampen Slaaer Dine Folder , reent grassat, Medens der tændes Blus paa Lampen I et elektrisk Apparat. Vi skal nu altid ha' for Øie I vores dagligdags Bestik, Hvad der kan vende mod det Høie Og mod det Dybe vores Blik. Og naar jeg sidder ved min Toddy Skuende paa Mis Lotti Foy, Saa er det , lissom jeg med Lotti Op til de høie Sværer fløi! afippmvp.

Ræling H ø r u p stod og pilkede Torsk, E d v a r d B r a n d e s raabte paa de »Lægem idler«, der skulde kurere ham for Virkningen af hans »Besøg« paa »gyngende Grund«, E r i k S k r a m og hans M a l l e strandede paa en grøn L i e , hvor der va r Gjennem reisejubi- læum, H e r m a n B a n g tog Svømm etag i A ften b la d ets l; Spalter, og J o h a n n e s H a n s e n stagede sin Mudderpram frem i B i n g s e s Kjølvand. J o h a n n e s J ø r g e n s e n fik hurtigt sit paa det Tørre, idet han klattrede op i sit Fyr- taarn med en R o d e under hver Arm , O s c a r M a d s e n og R o b e r t H e n ­ r i qu es stod »ved .høien Mast« med ,. D a n n eb ro g 1' i Toppen og grinte ad deres radikale Fortid.m edens,, M orgen ­ bladets" Aand svævede over Vandene i S e c h e r s og B o r c h s e n i i Lignelse; men H o l g e r D r a c h m a n n følte sig i sit rette Element og rendte som en N ordhavshval saa hurtigt frem , at Vandet plumredes burgunderrødt om­ kring ham. S aa havde ,,P u n clv‘ faaet nok af det Vaade. Han seilede hjem i Kron- prindsessegade og tog sin negative Plade.

Foraarsgrent. Køvvenhaun, d. 31d is Novæmper 189 3. Min kere norsge Vend.

Efter at Jon as Lie ha væt herri Byn aa G eaark Brannes har sagt te han a han va glaj ve at Lie igge skulle være her længer end som et P ar Dae fordid han elles ville komme te adt se hva Køvvenhaun æ for en B y saa skammer jæ mej nædsten ve aa væ re en Køvvenhauner aa jæ

øndsker Geaark Brannes aa jej var darausenbajm ir ujen aa komme retur tilbaves aa hjem igend fra Berlin a. Mend de jæ elles ida ve skrivre om æ Menned- skernes Aapringelse som vi uu ha faatRedde paa ved de at Vilhelm Møller — som Du nunte maa tro æ ham hinder fra Kana — har ujgied naaed som han inte sæl har skrevvet aa de er det bæste veddet. De æ naaet D arvænisjme aa de ingehaaller en Stam taule over vos Mennedskers Famm illie lie fra de føste a. Deraabe i det gamle Norje føller I natuis inte mæ saalænge I inte har jerres ejne Kunsuler aa derfor ve jæ gi Dej en A aversikt ovver Stam taulen saatten soni den nu æ aufadtet etter Darvæng og tiltraat a Vilhelm Møller. Se allerføst va der naaed lissom en Tankestrej der laa aa drev omkring ingtil den en Da slo Bukter paa sej sæl og ble te en Rejnorm aa den Orm ble sijen te naaet der kalies en Lampetfisk som ble Stam fadder te Urfiskene. A a di Uriisk di fik Urfedre aa ble te U r­ fugle, mend di Andere ble te Padder aa fra Padderne udvegiede der sej et Næpdyr som ble F a r te et Pung­ dyr der ble Mor te en Avekat ujen Hale. Æ du immervæk m æ ? Saa blev disse Avekatter gennem mange Skæb- ningens Omskiftninger te Haleaber lissom dem vi nu har baaje her aa i Norje aa deres kønneste Børn blev kalt menneskelignende Avekatte a a naa di saa igend fik none mejet kønne Børn saa kalte Vijenskaben dem avekattelignende Mennedsker aa etter dem kommer saa igæn di riktie Mennesker som baaje Du aa ja j aa Vildhelm Møller nestammer fra. K a Du gøre dem den begrivvelig aabbe i de Tusin- gers Hjæm i Norge? V i Onge herneje spikkelerer nu forresten m ajet paa et A argan etter at di Halgammele ha faat Taarnet mend vi mangler en Forligger. Helsendes daj hengivendst E j n a r d J ø r r e s e n . Sympelist. bare a baaje

Et jublende Qvad til Mis Lotti Foy.

L issom et T aarnuhr H jertet banker I m ig, naar je g i „N a tio n al“ Seer D ine søde Pusselanker S la ’ Gnister i den store Sal. D u kan la' Neierdelen suse, G jøre den lang og rund og spids, Men m id t i denne Aaleruse T rip p er D u som en yndig M is. Jeg har seet mange D am er dandse B a a d e Cancan og Menuet, Jeg har seet P rim adonner stan dse Solo i B o r n u n g v i l s B a lle t; Jeg har seet Am m a rp i’er sveiet B u n dt i en lystig Fangedands, Men jeg si'er : D e t er ligemeiet, D e t v a r nu inte Slangedands! M is L o tti F o y , jeg v il saa gjerne Sige D ig reent og k la rt p a a P rent, A t D u nu lyser som en Stjerne Over det danske F irm am ent.