S_Punch_1893

375

Zahrtmanns Farvedigtere.

alene undtages, at Skovveien o g F u g ­ tigheden mangler, er dette Kunstværk fuldkomment. Nr. 3 4 — 3 8 . S v e n d H a m m e r s - h ø i : »T egn in ger«. Man væ lger sig en a f disse T egninger, men det varer lidt, inden man forstaaer, hvad den forestiller. Det kan nemlig enten væ re et K ort over Nildeltaet, en Folkefest i Søllerød, en Nat i R o s­ kilde eller en Sam ling a f Ildklemmer, o g det er først efter moden O ver- veielse, man indseer, at det, man har for sig, er R ingbjerge paa Maanen — hvis det da ikke er Biskop Absalon. N r. 1 3 9 o g 1 4 1 . Her præsen­ terer T o r v a l d E r i c h s e n den nor­ ske Kraftkunst for os. En mørk­ violet Sommernat hvæ lver sig over en norsknorsk Fjord med gul Ande­ mad. Genialt, _F a ’n hakke mei. Resten kan ikke beskrives, kun sees. Alle Malerne lider a f den farlige Sygd om , som hedder »Talent«, som J o h s . J. saa træffende siger. D e r­ imod maa vi tage bestemt Afstand fra den udmærkede Forfatter, naar han skriver, at Udstillingen »savn er sin W i l l u m s e n « . D et er Syn d mod alle de symbolske Genier at sige saadan Noge't. D e er W iilum- sener Alle tilhobe.

Fremtidens Kunst har skudt sin store Pragtblomst i Veiret. Til D riv­ hus for den sjældne Plante er ud- kaaret den frie Bræddehytte paa Halmtorvet. Blomsten er grøn som den grønne Spinat i J o h a n n e s J ø r g e n s e n s Omplantninger fra Fransken, rød som Skrædder Ho l m, blaa som H e l g e R o d e s Poesier, gul som » D a n n e b r o g s « Misundelse o verfor alle andre Blade, hvid som H e n r i k I b s e n s »hæster« o g sort som de Nattens Huler, a f hvilke Carbol- — om Forladelse — Sym ­ bol-D igterne parvis vandre ud, naar Pegasen skal dresseres i N atbevæ rt­ ningerne. Paa fire store B ræ d d evæ gge brede sig Blomstens vidunderlige Blade. Pennen føler sig mat som en solstegt Reie, naar den skal be­ skrive, hvad Øiet her seer. Men F o r­ søget bør gjøres. H vor skulle vi begyn de? L ig e ­ gyldigt, thi Alt er a f samme Vid­ underlighed. S a a tage vi da paa K o r­ net J o h a n n e s L a r s e n s »Svømm e­ fu gle«. (Katalog Nr. 7 7 ). De svømme ikke, formedelst de ikke ere indrettede for Vandet. Ingen veed, om det er Høns eller Strudse, man har for sig. Kun det veed man, at to Æ sler staaer og glo er derpaa, hvis det da ellers er Æ s le r; det-kan ogsaa væ re Krokodiller. Mon ikke Johannes Larsen er født Jørgen sen ? Nr. 1 1 0 . K o n g s t a d R a s m u s ­ s e n : »Folkevisestemning«. En Hvir­ velvind med en flagrende Læ gpræ d i­ kant i Midten. Ved hans Side en fordomsfri S yp ig e . Grundstemning: Dikkedikkedik! Nr. 1 1 2 . K a r l S c h o u : »In­ teriør«. M eer Syp ige. Gul som en Aakande. Denne her venter paa Lægprædikanten. Nr. 90. H e n r y L ø r u p : »Land- «. Et idealt Ligbrændingscfe- matorium. Man seer en graa Mur. Resten tænker man sig til. Nr. 2 6 . P o u l S. C h r i s t i a n s e n : »Sk o vvei. Fu gtig Somm erdag«. Naar

De blaa Been.

V e d Q vindemødet mødte F r u N ø r l u n d , som hun pleier — m en h vo r i al V erden v a r F ru J o h a n n e M e y e r ? — Hun, som blandt H va d -vi-villern e dog allertungest ve ie r — ; E r det ved taus F o ragt, hun v if strømpe frem til Seier?

B revkasse. as3. Nei, v i agte In tet at gjøre i den R etnin g. A p is . V il blive benyttet.

SlW* M ed dette Nummer følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . "Ä S