S_Punch_1893

|

;--------------------------- beidere marschere op -og kaste Gjæsterne ud gjennem Vinduerne, ud paa den haarde Steenbro, hvor Blodet flyder i Strømme til den nærmeste Kloak. Sandelig, sandelig, en Skandale for vor Hoved­ stad ! Amen! Lad os blive fri for dette Helvede paa Jorden, denne Skjændsel for det 19de Aarhundrede og det lutherske Samfund. Lad mig foreslaae f øl ge nde Ordning. Alle vore 2200 Cafeer gjøres til Natcafeer, og det tillades dem at holde aabent hele Døgnet. Til at føre Tilsyn med Cafeelivet om Natten ansættes 2200 nye Politibetjente, hvoraf en Trediedeel kan være be­ reden og stilles under Theodors Befaling. Endvidere paabydes det, at ingen Beværtning efter Midnat maa indlade andre end berusede Menne­ sker og ikke lade nogen beruset Person forlade Lokalet. Paa den Maade uridgaae vi Synet af disse fulde Nattevandrere, der nu gjør den danske Hovedstad til en Skamplet paa vor Klode. Al denne Raaddenskab maa udryddes!

For nylig for A ammersangeren havt; I tyve og fem Aar han paa Kraft Har sunget for os og faaet Attest For, at han var os en velkommen Gjæst. En Skuespiller, tro mig, min Ven! Er Lykkens Pamphilius nu fo r Tiden; Om faa Aar Sligt gjøres om igjen, Saa er det jo nemlig tredive Aar siden. At han gik i Striden; Saa kommer de Fyrre og saa de Halvtreds: Ja, han kan sagtens være tilfreds. Alle Vennerne strømme hen Med Blomster og Gaver fra Den og Den. R i i s - Knudsen tog derfor Anledning til At faae sit „ Sølvbryllup“ frem med Spil Aj en Debutantinde, som Cor tes sendte. Men som hellere burde havt Lov til at vente. A f Gunn a r Hei berg et løierligt Stykke E r kommet frem, men har ei gjort Lykke. Det kaldes „ Kunstnere“ — Navnet er klingende, Men det Kunstneriske i Tingene Er just ikke iøinespringende. Den f ørste Act er dog ret grinagtig, Men der er just ikke kunstnerisk Tact i. Figurerne, de er temmelig raa Og en Deel af Replikerne ligesaa. Hvis de norske Nordmænd er saadanne Ka:le. Ja, saa er vi Danske sgu ' ikke saa gale. Men det er nu Noget, vi ikke fatter, At saa sine Landsmænd en norsk Forfatter Vil gjøre for os til Spot og Latter. Der er dog ellers et gammelt Ord, Som gjælder baade i Syd og Nord, Men det har nok ei Hr. Hei berg mindet; Vi derfor lægge ham det paa Sindet, Hvis oftere han vil samme Vei: I Fremmedes Paasyn vadsker man ei — Ialfald nødigt — sit smudsige Linnedi Forresten i tredie og fjerde Act Der snakkes Sort om Kjærligheds Magt Og om Poesi, Et heelt Litani Med ikke den ringeste Mening i. Naar Stykket ender, Sige baade Fjender og Venner, At hvad der saaes, Det var, foruden tildeels det Raaes Apotheose, det bare Vaas! Ja, nu har Du faaet et kort Resumé, En Smule Idé Om, hvad der netop nu er at see. Forresten flette vi vore Krandse For Tiden til Damer med Slangedandse. Det prøver jeg ikke her at beskrive, Skjøndt det er aldeles excellent; Men med en Hilsen jeg vil forblive Fremdeles Din trofaste Correspondent.

Victorinus, Penny a liner.

Rimbrev til min Ven Jens paa Landet.

VIII. Du ønsker, at jeg skal fortælle Dig Nyt Fra vore Theatre her — jo, pyt! Det Nye er meget sparsomt her, Man traver om i de gamle Klæ'er. Kasino og Folketheatret bespiser Meest sit Publicum med Repriser. „ Qjøngehøvdingen“ , „ Magdalene“ Sammen med al Slags Pech og „Pak“ Gaaer til halverede Priser, ak! Over den høist bedrøvede Scene. „Det Kongelige“ har Høitidsfest