S_Punch_1892

415

P a a Ju leb e sø g . (Kristen Smed kommer i Julebesøg til Mads Jordemodermand).

K r is t e n : Men hva’for trowr Du, a’ di sku’ komme te’ Køvenhavn? M ad s: K a ’ Du itte faastaa ded? K r is t e n : Nej F a’enedeme’ naar je’ ka’. M ad s; Ja, ded kommer vel savtens a\ a’ Du itte har ded polletiske Overblik. Men Du æ’ jo heller itte ydden- faa Bundestanden saadden som vi Embe’smænd. Jou, ser Du, Kristen, ded æ begrundet i den eropæiske L i’evægt. K r is t e n : Ded ka’ der være nouet i. M ad s: Ja, faa ser Du, naar a’ nu han Kejseren i Rusland eller Bidsmark eller saadan en Dævel fek Løst te aa’ gaa hen aa ralliere sig mæ’ vos, saa ku’ jo Fransmæn­ dene let bli’e snydt. Faa’ naar a’ vi nu la’e aa’ skod i Øresund, saa ku’ di jo aldri’ staa dem, naar a’ di sku’ hen aa’ klø Bidsmark. K r is t e n : J e ’ trowed ellers aa ha’ bemærket i Avisen, a’ Bidsmark sku’ være ganget a’ mæ’ Pendsion. M ad s: Ja, naar Du vil være klogere end som jæ’, Kristen, saa ka’ ded jo itte nøtte, a’ je staar aa’ forklarer Sittevasionen faa’ Dig. K r is t e n : Om Faaladels’ ! Je ’ mente sgu itte noued undt mæ ’et. Ded var bare, faadi a’ je mente aa’ ha’ læst ded i Avisen Men der staar jo saa mejed i Avisen, som itte er a’net end som ene Løvn og Sludder. M ads: Ded ska’ Du aldri’ kere Dig om, Kristen. Kom Du bare te’ mig, naar a’ der æ noved, som a’ Du itte ka’ faastaa. Je ’ æ dov li’som lidt mere videnskavelig dannet. Der hænger dov alti’ novet ve’ a’ hva’ man saadden kalder klasisk Danelse, naar a’ man har verket i Statens Tjeneste i saa mange Aar. K r is t e u : Ded ka’ der være noved i. M ads: Ja, man æ’ da itte et rent Bundebæst. Ded æ sgu Overblikket, ded kommer an paa. Ve’ Du ha’ en Kaffepuns, Kristen. K r is te n ; Ja — Tak den, som byder. M ad s: Ja, Du ska sgu itte senere Dig. Ded æ’ dov itte Meningen, a’ Du ska’ bære Julen yd a’ Huset. Du sku’ sgu’ osse gjerne ha’ faaed den, hvis a’ min Kvinde hade væ’t hjemme. Men je’ la’r nu altid hende ta’ Nøjlen mæ’, naar hun gaar yd, faa’ je’ gider sgu itte sel’ slæve paa det Skidt, aa’ man ka’ dov heller itte saa godt la’ den sitte i. K r is t e n : Ded ka’der være noved i. M ads: Ja, man ska da osse ta’ den Nøtte a’ Fruen­ timmerne, som a’ man ka’ faa. Men nu ska' je’ si’e Dig, hva’ vi ka’ gjøre, Kristen. Vi ka’ li’saa stille gaa hjem te’ Dig aa’ ta’ vos en lille Sexogtreds. Saa kaske Du har lidt Akkevit eller Kunjak eller saadden lidt finere Drek, som vi ku’ sitte aa komme i Ansegtet. Saa gaar ’et altid lidt villigere mæ’ Spellet. — Ja, Du ska’ sgu’ itte senere Dig for aa’ ta’ imod Telbudet, for je’ beskæftiger mig dov aldri mæ Embedsforretninger i den højhellige Juletid. Man slta’ da vise, man lever i et kristent Land. Kom saa.

K r is t e n : Goddaw, Mads, aa glædeli’ Ju l! M ad s: Tak sjel, Kristen, aa væs’go’ aa’ sid nør aa’ ta’ en Dram aa’ en Bid Brød. Je ’ maa beklawe a’ min Kvinde æ’ itte hjemme ikke. K r is t e n : Ded haa’ je’ itte noued aa’ ingvende imod, Mads. Hun æ’ kaske’ yde paa Embeds Vejne, om man saa maa si’e. M ad s: Ded æ hun. Déd æ ingen Løvn. K r is t e n : Ja, Du ka’ savtens, Mads. Du sidder lunt inden Døre aa lever a’ Embedet, mens en a’nen en maa leve i Monegrafi, som ded jo hedder. M ad s: Ja, ded ka’ jo itte nøtte aa snakke om ded, Kristen, for ded æ dov itte enhver, der justement ejner sig te’ aa’ være Jor’mormand. Der maa lidt Seni te’, aa’ded æ en Naadegaue, som vi itte allesammen ka’ ha’. K r is t e n : Ja saagu’, men derfor ka’ man jo dov godt bli’e mellemkolsk aa li’som lidt trist a’ se’, naar a’ man be­ tænker sin enli’e Stand. Nu ska’ vi jo snart igen ing i et nyt Aar, aa man kan Ea’enedeme itte vide, hva’ de’ ka’ bringe. M ad s: Ded ka’ man itte, Kristen. Ded ka’ være, a’ vi faar K rig, aa’ ded ka’ være, a’ vi faar Kollerad, aa’ ded ka’ osse være, a’ vi itte faar noven a’ Delene? K r is t e n : Trowr du verkeli’ P M a d s: Ja, je’ maa si’e, a’ je itte anser ded faa usand- synli’t. Je ’ ved itte, om Du har bemærket i Avisen, a’ Fransmændene nu ve’ føre Krig ovre i Panhtna i Afrika? K r is t e n : Nej, je’ har itte set de nyeste Nomre a’ Avisen endnu. Trowr du, a’ den K rig ka’ komme herte! M a d s: Naa — je’ tør jo natyrli’vis itte ganske be­ stemt bande paa ’et. Men ded æ jo itte umuligt, a’ di stikker op faabi Køvenliavn paa Vejen derned te’ Panåma, se’ saa ve’ je’ jo nok si’e, a’ saa ka’ den bli’e li’e hamber nok. Saa ska’ vi dov se, om ded ka’ nøtte mæ Fæsningen.

Og ligesaa grumme nødig ta’er Man til de Potter og Krukker, Som hver Familie staaende har Med Mel eller Smør eller Sukker. De har for alvorlig og fin en Rang, Thi — Sligt kan Kulturen jo afføde — Maaske de alle skal bruges en Gang Til Kirkegaard for vore Afdøde. Vi derfor Fædrenes Skikke la’er I Sagnet leve med Ære; Thi, naar man slet ingen Potter har, Maa man jo la’ Dørene være. Men Savnet af disse Potter, som staar For Tanken, men ej er til Stede, Det bli’er dog, hvordan saa end Aaret gaar Et Potte-Skaar i vor Glæde.

I gamle Dage, da havde man Blandt andre Goder og Godter Jo fuldt op i baade By og Land Af buldrende »Rumlepotter«; Men de blev brændt ud, og Potasken til Smaa sirlige Kar man melerede; Men hverken L a rs eller B oj sen vil Ha’ deres Po'tter spolerede. Hos Schandorph fordum man kunde faa Hans Farvepotter at laane; Men Nutidens rare Digtere maa Vi gode Mennesker skaane. Se blot til Dr a c hma nn;— somSangens Gud Man alle Vegne ham priser: Selv naar han slaar Kolera-Potter ud, Saa bli’er det til »unge Viser«!

ter p a a Døre .

'en gamle Skik var jo velbekjendt: Med knuste Potter bebude Man skulde, at Aaret paany var endt, Og at Potten dermed var ude. Men nu maa Godtfolk — og det er rart Paa denne Skik renoncere; At L y sten er der, er soleklart, Men — Potterne vil ikke mere.

M ed d e tte N u m e r fø lg e r e t illustreret Annonce-Tillæg. "WB